Selvmål for menneskerettighederne:

AC Milan starter fodboldakademi i besat by

Den italienske storklub AC Milan startede i december et fodboldakademi i El Aaiun i Vestsahara i samarbejde med byens borgmester. Dermed er klubben reelt med til at legitimere det marokkanske kolonistyre i landet.
27. januar 2018

I kategori

I kategori:

Når fodboldinteresserede hører navnet AC Milan, tænker de på Champions League-sejre, klubbens tidligere præsident Berlusconi, og en perlerække af storspillere som Maldini, van Basten, Gullit, Baggio, Ronaldo, Ronaldinho, Brian Laudrup og Liberias nye præsident George Weah.

Nu skal de så til at forbinde den traditionsrige klub med den marokkanske kolonimagt i Afrikas sidste koloni Vestsahara. Et styre som Freedom House rangerer som en af verdens absolut mest ufrie, og som Amnesty International betragter som en af verdens værste torturstater.

Legitimerer kolonistyre
”Passionen for fodbold og for AC Milan er nået Sahara-ørkenens sandbanker. Milans akademi fortsætter med at vokse, og klubben har nu startet sin første fodboldskole i byen Laayoune [El Aaiun], i Marokko”, skriver AC Milan på deres hjemmeside.

”Laayounes ungdom vil have mulighed for at træne med erfarne trænere, efter samme retningslinjer som AC Milans ungdomsafdeling”.

Men de fleste indbyggere i El Aaiun og Vestsahara er marokkanske bosættere, der i strid med Geneve-konventionen tog til Vestsahara da Marokko med vold og magt besatte landet tilbage i 1975, selvom den Internationale Domstol samme år konkluderede at marokkanerne intet krav havde på landet.

Og marokkanerne gør hvad de kan for at forsøge at legitimere deres kolonistyre i Vestsahara. Blandt andet ved at hævde at landet er en del af Marokko, ved at afholde sportsbegivenheder som den marokkanske fodboldpokalfinale i landet, eller ved at invitere AC Milan til at starte en fodboldskole.

Social ansvarlighed?
Det burde ellers være i strid AC Milans retningslinjer, der taler om lovmæssighed og ansvarlighed, og klubbens bæredygtighedsrapport, der beskriver hvordan ”social ansvarlighed er en del af AC Milans DNA, og også en vigtig måde at styrke klubbens identitet i Italien og i resten af verden”.

Det er i hvert fald efter al sandsynlighed i strid med international lov og i strid med flere FN-resolutioner at starte en fodboldskole i Vestsahara, uden både at have fået lov af landets oprindelige befolkning saharawierne, og at have sikret sig at de drager fordel af skolen.

At AC Milan så samtidigt samarbejder med FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR om et ”sport for fred”-projekt gennem klubbens Milan Foundation, gør bare det faktum at man nu driver en fodboldskole med en kolonimagt endnu mere problematisk.  

Ikke mindst når nu FN’s specialrapportør for tortur Juan Mendez i 2013 beskrev, hvordan de marokkanske myndigheder ofte bruger tortur til at fremtvinge tilståelser fra tilbageholdte saharawier, der kæmper fredeligt for selvstændighed.