Klimakamp

Alternativet er demokrati

På de sociale bevægelsers klimamøde under COP21 er der ét slogan, der går igen på alle de farverige bannere: ”Systemforandring – ikke klimaforandring”. Her ses klimakrisen som en demokratisk krise.
15. december 2015

I kategori

I kategori:

I en stor bygning, Centquatre, i Paris ikke langt fra de officielle COP21-forhandlinger samles græsrødder og klimaaktivister fra hele verden. Her afholdes workshops, konferencer, filmvisninger, teaterforestillinger og fælles aftenmøde med status på de officielle forhandlinger. Her mødes folk i alle aldre og fra alle kontinenter. På trods af de forskellige baggrunde, der er repræsenteret, vidner de mange farvestrålende bannere og dedikerede talere og debatter om ét fælles slogan. ”Systemforandring – ikke klimaforandring” går igen overalt. Her er ingen i tvivl om behovet for at gøre noget radikalt ved måden vores samfund og økonomi er indrettet på, og om behovet for handling nu.  

Kort sagt er problemet, at beslutningsmagten ikke ligger hos den almindelige befolkning, men hos multinationale selskaber og andre stærke erhvervsinteresser, der sætter hensynet til profit og økonomisk vægt højere end hensynet til mennesker og miljø. Tilliden til klimatopmødets markedsbaserede løsninger og ”business as usual”-strategi er kort sagt helt i bund.

En ny måde at forstå demokrati på

I bund og grund er klimaforandringerne og den økologiske krise en demokratisk krise. Det siger bl.a. filippinske Tony Tujan fra IBON International, da jeg taler med ham efter en debat under overskriften ’Corporate Capture of Climate’.

Han gør det helt klart, at ”alternativet til multinationale selskabers overtagelse af klimaet er folkets kontrol over klimaet.” Helt grundlæggende handler det om, at flytte magten væk fra private erhvervsinteresser og tilbage til folket. Beslutninger om samfundets indretning, prioriteringen af ressourcer og dermed også kontrollen over den miljø- og klimamæssige udvikling skal ligge hos befolkningen, ikke hos de multinationale firmaer.  

Da jeg spørger om hvorvidt debatten om multinationale selskabers enorme indflydelse på forhandlingerne ved COP21 i bund og grund ikke er et spørgsmål om demokrati, smiler Anthony og forklarer, at det for ham handler om at ændre forståelsen af, hvad demokrati egentlig er. ”Løsningerne på klimakrisen går hånd i hånd med demokrati, ”siger han. Vel at mærke demokrati baseret på reel folkelig bestemmelse. Løsningerne på klimakrisen skal hverken komme fra regeringsledere, multinationale selskaber eller være globalt funderede, men skal derimod være lokalt forankrede, mener han. Rigtigt demokrati er altså når mennesker kræver deres suverænitet og ret til selvbestemmelse. Dette gælder bl.a. kampen mod ocean grabbing

En stor del af kampen for klimaretfærdighed, der diskuteres i Centquatre, handler om et påtrængende behov for at ændre magtbalancen mellem regeringer, multinationale selskaber og befolkninger. Vi skal generobre måden at tænke demokrati og rettigheder på. Kun på den måde kan vi diskutere det underliggende problem og de reelle løsninger på klimaforandringerne.

Det siger Dumezweni Dlamini fra demokratibevægelsen i Swaziland også, da jeg spørger ham om, hvad han tager med sig fra dagene i Centquatre: ”Én ting jeg har lært er, at diskussionen om klimaforandringerne er tæt forbundet med diskussionen om demokrati.”

Markedets falske løsninger

I debatten om ’Corporate Capture of Climate’ diskuteres forskellige løsninger på klimakrisen. I Centquatre er der ikke mange, der giver noget for det, der blandt græsrødderne kaldes ’falske løsninger’, som bl.a. presses igennem af store multinationale virksomheder og lobbyisterne under COP’en. Disse ’løsninger’ på klimakrisen, som eksempelvis biobrændsel, klimasmart landbrug eller at sætte pris på udledningerne af CO2 ved hjælp af ’carbon-off-setts’, fører ifølge deltagerne i debatten kun til land grabbing, øget ulighed og fødevareusikkerhed for de fattigste. Det har ikke noget at gøre med klimaretfærdighed, men er derimod måder, hvorpå disse selskaber kan ”grønvaske” deres forurenende produktion. Naturen bliver et nyt marked for selskabernes jagt på profit.

Med andre ord forstærker markedsbaserede initiativer kun den allerede etablerede økonomiske og politiske magtbalance ved at sætte en lille elites økonomiske interesser over befolkningens selvbestemmelse.

Læs også Klimakrisen som eksistentiel krise.

Udvikling for hvem?

Hos mozambikanske Samuel Mondlane, fra Friends of the Earth Mozambique, handler kampen for klimaet netop om folkets suverænitet: “Vi er ikke taget til Paris fordi vi tror på, at COP’en vil bringe reelle løsninger med sig. Til gengæld er dette øjeblikket for os til at bygge stærke bånd til de bevægelser, som også kæmper for klimaretfærdighed!”

Han forsøger i sit arbejde at skabe en større folkelig styrke i de lokale samfund i områder, som er efterspurgte af kul- og olieindustrien. Samuel Mondlane fortæller, at folk i disse områder bliver lovet af både deres regering og virksomhederne, at udvindingen af fossile brændsler i deres område vil bringe udvikling for befolkningen med sig. Problemet er dog, at de aldrig ser noget til denne ’udvikling’. Derimod oplever de, at miljøet i deres område ødelægges og livsgrundlaget forsvinder. Profitten ender kun i lommerne på udvindingsselskaberne og de involverede kapitalinteresser.

Derfor stiller Samuel det spørgsmål, der bedst eksemplificerer temaet for de møder, jeg deltager i i løbet af det ugelange klimamøde for de sociale bevægelser: ”Udvikling for hvem?” Hvem tilgodeser de markedsbaserede løsninger egentlig? Vinderne er en lille økonomisk elite. Det politiske status quo og vægtningen mellem økonomisk vækst og miljø, som det kommer til udtryk under forhandlingerne på klimatopmødet, er kun med til at styrke de pengestærke aktører og dermed øge den globale ulighed.

Systemforandring for demokratisk indflydelse

Alternativet til markedsbaserede ”løsninger” på klimakrisen er demokrati. Blandt græsrødderne og klimaaktivisterne i Centquatre handler demokrati ikke kun om at stemme en gang hvert fjerde år. Heller ikke markedslogikken, der tillader private erhvervsinteresser at drive rovdrift på naturen og lokalbefolkninger, har noget med demokrati eller bæredygtighed at gøre. Demokrati handler derimod om folkets suverænitet og selvbestemmelse over indretningen af samfundet. Det handler om magten til at tage beslutninger om at prioritere hensynet til klima, mennesker og miljø over ubegrænset økonomisk vækst og multinationale selskabers mulighed for at øge deres profit.

Til den afsluttende demonstration mellem de to triumfbuer i Paris, hvor tusinder af mennesker brød demonstrationsforbuddet i et Frankrig i undtagelsestilstand ved at gå på gaden med røde blomster og bannere, var et af de mest populære slagråb: “This is what democracy looks like!”


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev