Pape:

Danskerne kan slæbe regeringen i retten for EU-traktatbrud

Justitsminister Søren Pape Poulsen fortalte mandag folketingets retsudvalg, at danskere kan indlede et søgsmål mod Danmark for traktatbrud, hvis regeringen ignorerer EU-Domstolens afgørelser om eksempelvis handel med det besatte Vestsahara.
19. december 2018

I kategori

I kategori:

Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl havde tidligere på månedens spurgt justitsministeren om, hvilke handlemuligheder danske borgere har, hvis de mener at Danmark, repræsenteret ved den danske regering, ignorerer EU-domstolens afgørelser.

Justitsminister Søren Pape Poulsen skrev i sit svar mandag, at man som almindelig dansker blandt andet har tre handlemuligheder.

Man kan indlede et traktatsbrudssøgsmål mod Danmark, i henhold til artikel 258 i Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF), der er EU-systemets primære retsgrundlag. Man kan anlægge sag mod Danmark ved de danske domstole, i henhold til EU-retten og artikel 267 i TEUF. Og man kan klage til EU-Parlamentet.

Kan klage over EU-dom om kolonien Vestsahara
Spørgsmålet blev stillet, fordi ”EU domstolen nu har afgjort fire retssager om EU, Marokko og Vestsahara. Danmark har skiftet holdning og støtter – trods dommene – den nye EU-fiskeriaftale”, fortæller Christian Juhl.

Tidligere på måneden godkendte Rådet for Den Europæiske Union en ny fiskeriaftale mellem EU og Marokko, der inkluderer den marokkanske koloni Vestsahara, selvom aftalen er i strid med både international lov og en dom fra EU-Domstolen. Dagen efter stemte EU’s medlemsstater for aftalen.

Danmark har igennem hele processen støttet forlængelsen af fiskeriaftalen mellem EU og Marokko, selvom aftalen inkluderede vandene ud for Vestsahara, og i februar gav et flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti EU-Kommissionen et forhandlingsmandat for at forhandle aftalen på plads med Marokko.

I februar erklærede EU-Domstolen ellers i en dom, at det at ”medtage Vestsaharas område i anvendelsesområdet for associeringsaftalen ville være i strid med visse regler i den almindelige folkeret … nemlig princippet om selvbestemmelse, der fremgår af artikel 1 i De Forenede Nationers pagt”, og EU’s generaladvokat konkluderede i januar, at Marokko var en ulovlig besættelsesmagt.

Nye handlemuligheder
Christian Juhl stillede spørgsmålene til justitsministeren fordi ”vi må finde nye handlemuligheder” i forhold til Vestsahara-konflikten, siger han.  

Marokko har nemlig holdt Vestsahara besat siden man invaderede landet i 1975, og planerne til en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold har samlet støv hos FN, siden en våbenhvileaftale kom i stand mellem Marokko og Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario i 1991.

”Der ligger interessante muligheder, som jeg ikke kendte, i disse oplysninger [i svaret fra Pape]. Dem må vi drøfte blandt de, der interesserer sig for Vestsahara. Jeg vil umiddelbart anbefale, at det ikke bliver et parti der rejser sådan en sag – hellere en græsrodsorganisation eller gruppe af eksperter eller kendte folk”, tilføjer Christian Juhl.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev