Mlungisi afløser Mario:

Demokratibevægelse i Swaziland vælger ny leder

People’s United Democratic Movement (PUDEMO), Swazilands største demokratibevægelse, valgte Mlungisi Makhanya som ny præsident på en kongres i sidste weekend. Danske partier og organisationer har i mange år støttet demokratibevægelsen i landet.
04. september 2018

I kategori

I kategori:

I sin åbningstale til PUDEMOs kongres talte afgående præsident Mario Masuku om monarkiets korruption og manglende demokrati i Swaziland, samt om behovet for at genopbygge PUDEMO. 

PUDEMO vil også konkret fokusere på regeringens mange tvungne udsættelser af fattige bønder, samt på den store arbejdsløshed og den udbredte vold mod kvinder i Swaziland gennem kampagner, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Swaziland er et lille enevældigt monarki der ligger klemt inde mellem Mozambique og Sydafrika. Over to tredjedele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen i Swaziland, der samtidigt er et af verdens mest ulige lande.

Danske forbindelser
Og faktisk har Danmark spillet en vigtig rolle for at støtte kampen for demokrati i Swaziland.

Blandt andet har Mogens Lykketoft uddelt en demokratipris i landstingssalen i folketinget, og flere gange mødtes med og udtalt støtte til Masuku og PUDEMO.

Enhedslisten og Socialdemokratiet har partnerskaber og projekter med politiske partier. Og Afrika Kontakt har igennem mange år støttet demokratibevægelsen i Swaziland gennem projekter og kampagner.

PUDEMO var fra 2011 og indtil sidste år støttet af Enhedslisten gennem et kapacitetsopbygningsprojekt støttet af Institut for Flerpartisamarbejde, en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning etableret af folketinget i 2010 for at supplere dansk udviklingsbistand gennem partistøtte og -samarbejde.

I denne sammenhæng var Mario Masuku blandt andet i Danmark for at følge det danske kommunalvalg i 2013. Mlungisi Makhanya var i Danmark i 2016 for at deltage i Enhedslistens årsmøde.

”Vi har lært meget af at være med til Enhedslistens årsmøde. Blandt andet at det er vigtigt for os som parti og bevægelse ikke bare at tale om demokrati som noget der skal foregå i fremtiden. Vi må arbejde ud fra de demokratiske principper, som vi vil indføre i samfundet”, sagde Mlungisi Makhanya, der i 2016 var generalsekretær for PUDEMO, dengang.

Nye ledere
Tidligere leder af PUDEMOs ungdomsparti SWAYOCO, Wandile Dludlu, blev ny generalsekretær i weekendens kongres. Dludlu har flere gange været i Danmark, som organisator for Swaziland United Democratic Front, der igennem en årrække har lavet udviklingsprojekter med Afrika Kontakt.

Den mangeårige aktivist Mphandlana Shongwe blev desuden valgt ind i PUDEMOs ledelse. Shongwe, der var med Makhanya i Danmark i 2016, går under tilnavnet ”Victim” fordi han er blevet tævet og tilbageholdt så mange gange af politiet.

Mario Masuku, som Makhanya efterfølger som præsident for PUDEMO, vil lave frivilligt arbejde på et hjem for Swazilands mange forældreløse børn, samt fortsætte sit arbejde for at fremme menneskerettighederne i landet.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev