Selvmål for menneskerettighederne?

Der er gået politik, Trump og Vestsahara i VM i 2026

VM i fodbold burde i princippet være en upolitisk sportsbegivenhed. Men i kampen om hvem der skal afholde VM i 2026, er menneskerettighederne, USA’s præsident Donald Trump, og den marokkanske koloni Vestsahara kommet i spil.
25. maj 2018

I kategori

I kategori:

På tirsdag vurderer fodboldens verdensforbund FIFA, om de to ansøgninger om afholdelse af VM i fodbold i 2026 har opfyldt verdensforbundets mange krav. Dagen før VM i fodbold i Rusland, den 13. juni, bestemmer FIFA’s medlemslande så endeligt, om det skal være USA/Canada/Mexico eller Marokko der skal afholde VM i 2026.

Frankrig, Belgien, Luxembourg, og de fleste afrikanske lande, og adskillige nuværende og tidligere sportsstjerner som Lothar Matthaus, Roberto Carlos og Zlatan Ibrahimovic, har udtalt, at de støtter den marokkanske ansøgning. Landene i Syd-, Mellem-, og Nordamerika har udtalt støtte til det nordamerikanske bud.

Danmark har, ligesom mange andre lande, ikke offentliggjort deres beslutning endnu.

Trumps trusler
USA's præsident Donald Trump har for sin del flere gange forsøgt at true sig til en nordamerikansk sejr. I et tweet 27. april, kom Trump med en slet skjult trussel til de lande, der overvejer at stemme på Marokko. ”Hvorfor skulle vi støtte disse lande, hvis de ikke støtter os?”, tweetede Trump blandt andet.

Under et møde med Nigerias præsident i det hvide hus i starten af maj, udtalte Trump, at han håbede at de afrikanske lande ville støtte det nordamerikanske bud, at USA vil følge afstemningen tæt, og at landet samtidigt håber ”at kunne være den vigtigste økonomiske partner for de afrikanske lande”.

Og ifølge ubekræftede udtalelser fra en marokkansk diplomat i marokkanske medier, har Trump forleden sagt, at USA kun vil støtte Marokko i forhold til landets kolonisering af Vestsahara, såfremt Marokko trækker sit bud på VM i 2026.

Respekt for menneskerettighederne
Ifølge FIFA skal menneskerettighederne være en væsentlig del af bedømmelseskriterierne for værtslande til kommende VM-turneringer. Og det burde især være et problem for det marokkanske bud.

Marokko har nemlig særdeles ondt i menneskerettighederne, især på grund af landets mangeårige og brutale kolonisering af Vestsahara. Ifølge Amnesty Internationals seneste årsrapport, er ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed i både Marokko og Vestsahara stærkt begrænset, og tortur er udbredt. Fredelige demonstrationer, især i Vestsahara, slås ned med hård hånd. 

I Danmark har det nationale fodboldforbund DBU også lovet at respekt for menneskerettighederne skal være en vigtig del af Danmarks beslutningsgrundlag for VM-værter, og DBU har derfor allieret sig med Amnesty International, der har briefet DBU om menneskerettighedssituationen i Marokko og Vestsahara.

Da ansøgerlandene var i Danmark i starten af maj, var DBU’s formand Jesper Møller dog særdeles diplomatisk i sine udtalelser.

- Begge hold leverede flotte præstationer. Vi blev klogere og fik spurgt ind til menneskerettigheder og kvinders og arbejdstageres retsstilling i Marokko, udtalte Jesper Møller efterfølgende.

Den marokkanske delegation nægtede ifølge BT at tage imod spørgsmål fra den danske presse.

Legitimerer besættelse
I et brev til DBU’s hovedbestyrelse, advarer Afrika Kontakt DBU imod at stemme på Marokko, blandt andet fordi Marokko efter al sandsynlighed har tænkt sig at bruge faciliteter i Vestsahara i forbindelse med afholdelsen af VM i 2026, hvilket vil være i strid med international lov.

- Afrika Kontrakt vil vi gerne kraftigt advare mod, at DBU støtter Marokkos kandidatur, da afholdelsen af et VM i Marokko/Vestsahara vil blive opfattet som en støtte til landets besættelse af Vestsahara. Hvis Marokko tildeles VM i fodbold, vil FIFA være i konflikt med FN’s folkeretslige principper, skriver Afrika Kontakt blandt andet i brevet.

I Marokkos officielle præsentation af deres kandidatur, vises blandt andet flere kort med Vestsahara som værende en del af ”Marokko”. Et universitetshospital, som den marokkanske besættelsesmagt er ved at bygge i Vestsaharas hovedstad El Aaiun (Laayoune) i Vestsahara, beskrives desuden som en del af Marokkos investeringer i landets sundhedsinfrastruktur, der skal bruges til VM.

Og Marokko er desuden kendt for at bruge sportsbegivenheder og andre begivenheder som COP22, til at promovere og legitimere deres krav på Vestsahara. I 2016 blev den marokkanske pokalfinale spillet i Vestsahara, og samme år blev en galakamp med deltagelse af blandt andet Diego Maradona og George Weah, brugt til at fejre koloniseringen af Vestsahara.