Opråb til rød blok

Det danske erhvervsliv har ikke behov for udviklingsbistand

Udviklingsbistanden forfordeler store virksomheder frem for fattige civilsamfund
19. december 2019

I kategori

I kategori:

Fan Milk, et datterselskab til Danone, producerer mejeriprodukter i Vestafrika. Men der bliver ikke brugt lokal mælk til de vestafrikanske is og oste, så det kommer ikke de lokale bønder til gode. Al mælken importeres nemlig fra EU - hovedsageligt fra Holland. Fan Milk fik i 2017 112 mio. kroner i lån af danske IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande) - altså 112 mio. kroner af udviklingsbistanden. En udviklingsbistand, der blandt andet er beregnet til at skabe lokale arbejdspladser og udvikling. Udviklingsbistanden til Fan Milk har derimod betydet, at lokale bønder i Vestafrika skal konkurrere med giganten Danone, der både nyder godt af EU’s landbrugsstøtte og danske bistandsmidler. Vores tidligere rapport har desuden vist, at Fan Milk ikke er et enkelttilfælde.[1]

 

Støtte til dansk erhvervsliv er en del af de forskellige landeprogrammer, Danmark har med en række udviklingslande. Her er IFU’s forskellige låneordninger blot et af mange eksempler. Danske erhvervslivsinteresser ses også i blandt andet klimabistanden, Verdensbanken og IMF.  Selv i den støtte, som Danmark sender via FN, er der krav om at privatsektoren inddrages.  Det vil altså sige, at erhvervslivet altid på den ene eller anden måde er modtager af danske skatteyderes penge, der gives med henblik på at bekæmpe fattigdom og styrke almindelige menneskers rettigheder i udviklingslande.

 

Når IFU tilbagebetaler lånene, sendes pengene desuden over i statskassen, og ikke tilbage til bistandsrammen hvor de kunne bidrage til udvikling i de fattige lande. Hverken pengene eller erhvervslivet kommer altså ikke udviklingslandene til gode. Det er ikke muligt at mindske fattigdom, hvis man tager levebrødet fra mennesker, såsom det sker gennem IFU. 

Tidligere udviklingsminister, Ulla Tørnæs, har kaldt det for win-win-win, at danske virksomheder modtager udviklingsbistand til arbejdet i udviklingslande.[2] Dette til trods for, at tidligere erfaringer viser, at der var langt mellem succeshistorierne ved det lignende Danida-program, Business-to-Business i 2014, som i sidste ende førte til, at programmet blev afskaffet.[3]

 

Hvorfor kommer udviklingsbistanden de rige til gode frem for de fattige? 

 

 

Danske erhvervsinteresser har været prioriteret siden begyndelsen 

Den danske udviklingspolitik har historisk set været centreret omkring fattigdomsbekæmpelse. Dog omhandlede diskussionerne bag udviklingsbistanden fra begyndelsen danske handelsinteresser i udviklingslandene. Dette sås allerede ved 1962-loven om “samarbejde med udviklingslande”, hvor blandt andet Venstre mente, at teknisk bistand kun var midlertidigt, og at målet for bistand var at skabe en handelsmæssig udvikling og at øge de private investeringer i udviklingslandene.[4] Hovedargumentet for en øget bistand i 1962 var altså grundlæggende at forbedre Danmarks konkurrence inden for fremtidens markeder i udviklingslandene.[5] Derudover blev udviklingsbistanden brugt til at fremme Danmarks internationale renommé og på denne måde styrke Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, blandt andet i FN-regi. '

 

Det danske fokus har åbenbart ikke rykket sig i snart 60 år - i hvert fald ikke i retningen mod en udviklingsbistand for de fattige frem for de rige, selvom den i midten af 1990’er var en af de højeste i verden målt på BNI.[6] I Danmarks udviklingsstrategi ‘Verden 2030’ fra 2017 er det grundlæggende de danske handelsinteresser, der er i fokus - og i endnu højere grad end det var i 1962. I strategien står blandt andet, at“vækst i udviklingslande åbner nye markeds- og investeringsmuligheder for dansk erhvervsliv og danske investorer, ligesom inddragelsen af danske virksomheder og organisationer skal bidrage til at højne sociale og miljømæssige standarder lokalt.”[7]

 

Udviklingsbistanden skal altså primært være en forretning frem for en decideret bistand. Også under punktet om menneskerettigheder og demokrati er erhvervslivet i fokus, da også “disse rammebetingelser er afgørende for at udvikle den private sektor og fremme økonomisk frihed, langsigtet bæredygtig vækst og udvikling”.[8] Ulla Tørnæs har tidligere udtalt sig om, at der ikke er modsætning mellem, om bistanden er til for udviklingslandenes skyld eller for Danmarks skyld. Udviklingsbistand er også for Danmark. I 2016 var Danmark f.eks. den største modtager af dansk udviklingsbistand, hvilket primært blev brugt på administrative forhold og flygtninge i Danmark.[9] 

 

Historisk mulighed for et opgør

Det er på tide, at udviklingsbistanden kommer de til gode, der har behov for den. Flere rapporter [10] har bevist, at det ikke virker at give udviklingsbistanden direkte til danske virksomheder og lade dem om udviklingsarbejdet. De sidste 5 år er under 7% af IFU’s midler gået til decideret projekter i lavindkomstlande.[11] Den såkaldte røde regering og støttepartierne har både et ansvar og en mulighed for at ændre den danske udviklingsbistand. Med den nye finanslov er vi utrolig langt fra. De udviklingspolitiske prioriteter i finansloven har siden terrorangrebet i New York den 11. september 2001 i højere grad fokuseret på udlændinge og migration. Finansloven fra 2019 sætter prikken over iét på denne sammensmeltning, hvor udviklingsbistanden i højere grad bruges som redskab til at mindske migration og flygtninge til Danmark. Finansloven fokuserer i højere grad på den humanitære bistand i lokalområderne for at “sætte ind mod irregulær migration mod Europa.” [12] For få år siden brugte Danmark 2,4 milliarder af udviklingsbistanden på flygtningeudgifter i Danmark, hvilket i 2018 faldt til 600-700 millioner, hvor færre flygtninge kom til landet. Ved finansloven forventes dette tal at falde til 500 millioner. Dette læner sig i høj grad op af den tidligere regerings udviklingsstrategi. Omprioriteringen af den humanitære bistand sker altså på bekostning af den langsigtede udviklingsbistand. Samtidig fastholder man den lave bistand på 0,71% af BNI. 

 

Udvikling bør ikke ses som en forretning, der skal komme de store virksomheder til gode. Udviklingsbistanden bør være af interesse for en større global lighed - og ikke udelukkende sit eget lands interesser. Global Aktion kæmper for, at det bliver verdens fattigste, der får gavn af udviklingsbistanden. Vi kæmper for, at Danmark påtager sig sit globale ansvar som et af verdens rigeste lande - i stedet for at der spekuleres i, hvordan Danmarks position kan styrkes gennem den udviklingsbistand, der netop burde skabe øget lighed. 

 

Forskningen viser netop, at der intet belæg er for, at privatsektorledet udviklingsarbejde er en optimal måde at skabe lighed - tværtimod. Økonomisk vækst er ikke løsningen på at udrydde global fattigdom, så længe den er skævt fordelt. Danmark skal afstå fra at se udviklingslande som et marked, der skal være overskudsforretning. Den globale ulighed vokser, og det er her, Danmark bør gøre en forskel, og udviklingsbistanden bør bruges bedre. Udviklingsbistanden bør være for de fattige frem for de rige.

 
Noter:
4. Christian Friis Bach m.fl. Idealer og realiteter - Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005, s. 108+109
5. Christian Friis Bach m.fl. Idealer og realiteter - Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005, s. 109+119
9. Myter om milliarder: #1 - Hvorfor udviklingsbistand? 14. december 2017
 

Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev