Vestsahara:

Fængslet uden for lands lov og ret

Fanger fra Afrikas sidste koloni Vestsahara er udsat for chikane, tortur og trusler i kolonimagten Marokkos fængsler, og får sjældent lov til at få besøg af familien, skriver menneskerettighedsaktivist i ny rapport.
16. februar 2018

I kategori

I kategori:
Kolonien Vestsahara: Et af verdens mest repressive lande

Ifølge Freedom House er det marokkanske kolonistyre i Vestsahara et af verdens allermest repressive styrer, der er mere undertrykkende end selv Saudi Arabien. Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch, samt FN’s tidligere specialrapportør for tortur Juan Mendez, udsættes saharawier for tortur og anden mishandling, uhumske forhold, samt mangelfuld mad og lægebehandling i marokkanske fængsler.

De fleste saharawier fra Vestsahara bliver sendt til fængsler i kolonimagten Marokko som politisk fanger, i strid med artikel 76 af den 4. Genevekonvention og FN’s minimumstandarder for behandling af fanger. Her bliver de ofte udsat for chikane, tortur, diskrimination, isolation, uhumske og usunde forhold samt trusler.

Fangerne bliver også flyttet til nye fængsler, tilsyneladende vilkårligt og uden deres ejendele, i strid med international lov. Men den marokkanske kolonimagt nøjes ikke med at straffe dem. Deres familier bliver også chikaneret, overvåget og truet, skriver menneskerettighedsaktivist Isabel Lourenco i en ny rapport, "Saharawi political prisoners - the impact of detention on families".

Hun har fuldt adskillige af retssagerne, og har talt med over 40 eks-fanger, 11 af fangernes advokater og over 100 medlemmer af fangernes familier over en periode på fem år. Hun har samlet data til rapporten siden 2013.

Ingen familiebesøg
Ifølge FN’s minimumsstandarder for behandling af fanger, skal fanger have lov til at have kontakt med deres familie og venner med jævne mellemrum, herunder også skriftligt eller via telefon eller andre elektroniske hjælpemidler.

Claude Mangin, kone til Naama Asfari fra Gdeim Izik-gruppen, er dog ifølge Lourenco blevet forment adgang til sin mand i over halvandet år.

Asfari blev idømt 30 års fængsel som en del af Gdeim Izik-gruppen. Gruppen blev idømt straffe på mellem 20 års fængsel og livstid, efter at en marokkansk domstol anklagede dem for at have slået medlemmer af den marokkanske besættelsesmagt ihjel, under marokkanske soldaters voldelige rydning af Gdeim Izik-lejren i 2010. Her havde over 15.000 saharawier fredeligt protesteret imod besættelsesmagten.

Mange af de andre pårørende til saharawi-fanger har haft lignende problemer. Mohammed Ali Haddi havde rejst over 1200 kilometer for at besøge sin bror Mohammed Lamin Haddi fra Gdeim Izik-gruppen i fængslet. Da han kom til fængslet, fik han besked om at fængselsdirektøren var på ferie, og at han derfor ikke kunne se sin bror, skriver Louranco.

Straf i straffen
Det faktum at saharawi-fangerne udsættes for diskrimination og hvad Lourenco kalder et ”roulette-system”, hvor de flyttes fra fængsel til fængsel, tilsyneladende uden grund og uden at fangerne eller deres familier eller advokater bliver informeret om flytningen, gør det ikke nemmere.

”Og når de ankommer til et nyt fængsel fortæller de fleste fanger, at der er en ’velkomstpakke’ klar til dem, der består af alvorlig mishandling og nogle gange decideret tortur. Dette efterfølges som regel af en periode, hvor fangerne ikke får lov at modtage besøg eller opkald fra deres familier”, skriver Lourenco.

”Jeg vidste ikke om min mand var levende eller død, de fortalte os ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle fortælle mine børn”, fortalte en af Gdeim Izik-fangernes hustruer til Lourenco.

Hendes rapport beskriver også hvordan fangernes børn bliver chikaneret i skolen af deres lærere, hvordan familierne er under konstant overvågning af de marokkanske kolonimyndigheder, og hvordan børnene ofte har mareridt over situationen.

”Marokko straffer fangerne og deres familier ud over de straffe som fangerne er blevet idømt”, konkluderer Isabel Lourenco i rapporten.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev