Ramaphosa:

Fra kommunist til stenrig minemagnat

Som ANCs nye partileder, og afløser for den skandale- og korruptionsramte Jacob Zuma, bliver Cyril Ramaphosa sandsynligvis også snart Sydafrikas næste præsident. Stenrige Ramaphosa vil dog næppe gøre hverdagen lettere for landets mange fattige.
04. januar 2018

I kategori

I kategori:

Jeg husker stadigvæk den dag i marts 1997 på Københavns Universitet, da Cyril Ramaphosa fortalte om sin rolle i kampen imod apartheid og arbejdet med at skrive verdens nok mest progressive forfatning.

Ramaphosa var denne dag en bredt smilende, charmerende og folkelig mand, der havde et imponerende CV fra kampen imod et af det tyvende århundredes mest frastødende og forhadte regimer, apartheidstyret i Sydafrika.

I 70’erne sad han et år i isolationsfængsel på grund af sin kamp imod apartheid. I 80’erne ledede han landets største og mest magtfulde fagforening igennem langvarige strejker imod styret. Og i 90’erne var han ANC’s chefforhandler under overgangen til demokrati i Sydafrika, samt hovedarkitekten bag landets første demokratiske forfatning.

Politisk kovending
Efter at have tabt kampen om at efterfølge Nelson Mandela som præsident for Sydafrika til Thabo Mbeki, foretog Ramaphosa dog lidt af en ideologisk kovending.

Han gik fra at være erklæret kommunist, til at blive en af Sydafrikas rigeste mænd, godt hjulpet af det Black Economic Empowerment (BEE)-program som han var en af arkitekterne bag.

Han gik fra at kritisere kolonial tankegods, samt være fortaler for sort selvbevidsthed og medlem af Bikos Black Consciousness-bevægelse, til selv at blive indlemmet i en forholdsvis uændret økonomisk magtstruktur, styret af mange af de samme hvide ansigter og firmaer som under apartheid.

Marikana-massakren
Og han gik fra at have været en anset og succesfuld fagforeningsleder for Sydafrikas største fagforening, og chefforhandler i afskaffelsen af apartheid, til at lægge pres på regeringen og politiet for at stoppe en strejke i Lonmin Platin-minen i Marikana, hvor han selv var bestyrelsesmedlem og aktionær, uden forhandlinger.

Årsagen til strejken var farlige arbejdsforhold, samt elendige boligforhold og lønninger.

Et par dage senere skød politiet 34 af de strejkende minearbejdere, som Ramaphosa havde omtalt som ”kriminelle” overfor to ministre. Mange af dem blev skudt i ryggen mens de flygtede eller var lagt i håndjern.

Under undersøgelsen af Marikana-massakren, blev Ramaphosa mødt med vrede tilråd fra minearbejdere. ”Du har blod på hænderne,” råbte de blandt andet. Amnesty International kaldte massakren det værste tilfælde af vold begået af den sydafrikanske stat siden apartheid.

Manglende omfordeling
I 2014 udtalte Ramaphosa i en hyldesttale til Nelson Mandela, at ”der er noget grundlæggende forkert i verden, når så mange har så lidt, når så få har så meget” og at ANC ”altid har været på de undertrykte og marginaliseredes side.”

Og så sent som i november påstod han, at ANC’s Freedom Charter (partiets pejlemærke for et fremtidigt samfund under kampen mod apartheid-regimet) stadigvæk er udgangspunktet og hjertet i kampen for den økonomiske frihedskamp, som ANC sagde, skulle komme i kølvandet på den politiske sejr i 1994.

Men hverken ANC eller Ramaphosa selv, som tidligere generalsekretær i ANC og vicepræsident siden 2012, har levet op til charterets krav om omfattende jordreformer, økonomisk omfordeling og omfattende nationalisering af ikke mindst Sydafrikas miner og minedrift.

Sydafrika er et af verdens allermest ulige lande. Landets tre rigeste personer ejer det samme som de fattigste 50 procent. 16,6 procent lever for under 12 kroner om dagen, og selvom antallet af fattige faldt mellem 1994 og 2008, er der ikke sket meget siden.

ANC har således kun lykkes med at omfordele forholdsmæssigt lidt af landets enorme jord- og pengeresurser til de mange fattige (især) sorte sydafrikanere, selv om nogle få sorte – som Cyril Ramaphosa – er blevet rige undervejs.

Fra race-apartheid til klasse-apartheid
Ramaphosa er på denne måde et slags symbol på hvad der er gået galt i Sydafrika i de seneste tyve år.

Mest af alt fordi ANC skiftede fokus fra vækst gennem omfordeling til en omfordeling gennem vækst. En vækst for de få, og en fokus på privatiseringer og offentlige nedskæringer, der ikke har hjulpet det store flertal.

Denne politik blev måske til dels presset igennem af IMF og Verdensbanken. Men at Ramaphosa og ANC-ledelsen ikke er lykkes med at ændre Sydafrika mere end de har, skyldes i mindst lige så høj grad at de selv har ændret sig og profiteret mere end det samfund de lovede de ville ændre grundlæggende.

Så hvis målet er andet og mere end et status quo, hvor store dele af befolkningen fortsat lever i den yderste fattigdom snart 25 år efter afskaffelsen af apartheid, så er Ramaphosa og den nuværende ANC-elite ikke løsningen.

Kan ikke vente længere
ANC er stadigvæk populære i store dele af befolkningen, ikke mindst fordi livet trods alt føles bedre for de fleste sydafrikanere end under apartheid, og fordi der endnu ikke er et fornuftigt politisk alternativ. Men antallet af protester imod brugerbetaling og privatiseringer som #FeesMustFall-bevægelsen, og antallet af strejker som den i Marikana, er hastigt stigende.

Så var det nyliberale samfund som Sydafrika er i dag virkeligt hvad Ramaphosa havde i tankerne, den dag på Københavns Universitet for tyve år siden?

Da Nelson Mandela holdt sin første tale til sydafrikanerne i 1990, efter at have kommet ud af fængslet, sagde han følgende:

”Vi skal have fundamentalt omstruktureret vores politiske og økonomiske system. Vi har ventet alt for længe på vores frihed, og vi kan ikke vente længere.”

Måske skulle manden der holdt mikrofonen for Mandela dengang have taget noter. Det var nemlig ingen ringere end Cyril Ramaphosa.  


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev