Handelsaftalers usynlige magt

Frihandelsaftaler – de usynlige klimaforhandlinger

Frihandelsaftaler som TTIP blokerer for, at regeringer kan igangsætte tiltag for at standse klimaforandringerne. Det giver hverken mening at tale om klima uden at tale om handel – eller at tale om klima og handel uden at tale om demokrati.
18. maj 2016

I kategori

I kategori:

Det handler om demokratisk kontrol

Hvordan hænger handel og klima sammen? For Tadzio Müller fra Rosa Luxembourg Stiftung i Tyskland er forbindelsen mellem frihandel og klima klar: “Frihandel handler om at tage magten fra lokale og nationale demokratier og give den til jurister, virksomheder og institutioner, som ikke står til ansvar over for befolkningens ønsker. Idéen om, at klimaforandringerne handler om mængden af CO2 i atmosfæren, eksisterer stadig i nogle kredse i dag. Men klimaforandringerne handler først og fremmest om, hvorvidt folket har magten!” siger han.

Til det alternative klimamøde under COP21 i Paris i december var Tadzio Müller en af de mange debattører, som forsøgte at tydeliggøre, hvordan kampen for klimaretfærdighed og kampen mod magtfulde frihandelsaftaler som NAFTA, TTIP og CETA har meget mere med hinanden at gøre, end hvad det oftest fremstilles som. I kampen for et bedre klima og en bæredygtig fremtid må vi nødvendigvis kritisere det fri marked og de store virksomheders magt, mener han. Det er nemlig den økonomiske elite, særligt i form af multinationale selskaber, der udstikker retningen for klimaets katastrofekurs, og ikke den almindelige befolkning.

Handelslegeplads for de multinationale virksomheder

Frihandelsaftaler som CETA og TTIP har skabt stor debat og mødt folkelig modstand i Europa, men hvad går de helt præcist ud på?

Frihandelsaftaler har som det primære formål at gøre handlen mellem lande så smidig og omkostningsfattig som mulig. Frihandel er i selve ordets betydning handel uden begrænsninger. Alle virksomheder skal kunne handle frit med hinanden uanset nationalitet eller handelsvarer. Politikerne i de nationale parlamenter bliver holdt i kort snor af industriens lobbyister, som for alt i verden ikke vil gå på kompromis med princippet om det fri marked med et minimum af handelsbegrænsende regulering.

Verdensøkonomien har med andre ord låst sig fast i en struktur, hvor det ikke længere er de folkevalgte politikere, der udstikker kursen og prioriteterne, men i stedet pengestærke, transnationale virksomheder. Virksomheder som kun har ét formål med deres virke: at fremme væksten i deres egen økonomi for egen vindings skyld. Demokratiets principper er reduceret til en tilvalgsordning, når politikere diskuterer ny lovgivning. Først når de multinationale virksomheder er garanteret frit spillerum på deres verdenshandelslegeplads, kan politikerne forholde sig til, hvad deres befolkninger ønsker. Hensynet til befolkningen, klimaet og miljøet kommer altså først i anden række.

Frihandelsaftalen, TTIP, som lige nu forhandles mellem EU og USA, er det seneste skud på stammen af eksempler på aftaler, som sætter hensynet til klima og demokrati under hensynet til handel. I aftalen kan særligt to elementer fremhæves, som kan fratage befolkningerne deres demokratiske indflydelse og dermed underminere hensynet til klima og miljø: ISDS-mekanismen og reguleringssamarbejdet.

ISDS-domstolen

Den mest kendte af de to er ISDS-mekanismen. ISDS står for Investor-State Dispute Settlement og er kort beskrevet en særlig domstol, som virksomheder kan sagsøge nationale regeringer gennem, hvis de mener, at deres investeringer i det pågældende land er truet af ny, national lovgivning. Lovgivning, som de mener vil formindske den forventede økonomiske profit, de kan tjene på deres egne forretninger.

Der er talrige eksempler på firmaer som ved hjælp af denne mekanisme har sagsøgt stater, der har omlagt deres energipolitik fra at afhænge primært af fossile brændstoffer til i stedet at basere sig på brugen af vedvarende energikilder. Årsagen til at den slags ny lovgivning introduceres på miljøområdet tages slet ikke med i overvejelserne i etableringen af frihandelsaftalerne – det er hensynet til handel der står i første række, og den trumfer dermed alle andre hensyn, som kan tilgodese befolkningen, klimaet og miljøet. 

I november 2015 var næsten halvdelen af alle de sager, der ventede på at blive behandlet af Verdensbankens organ ICSID, hvor de fleste ISDS-sager afgøres, anlagt af firmaer, der ejer fossile brændstoffer.

Dette betyder ikke kun, at stater kan tabe kæmpe summer af penge, hvis firmaerne vinder søgsmålene. Det kan også betyde, at stater undlader at gennemføre den nødvendige lovgivning, der skal til for at tackle klimaforandringerne, fordi deres frygt for at få en sag på halsen fra de multinationale selskabers side vejer tungere end hensynet til klima og miljø. Cecilia Olivet fra TNI siger det meget præcist: “Hvad disse handelsaftaler gør, er at binde regeringernes hænder og samtidigt tvinge dem til at overveje det en ekstra gang, før de beslutter sig for at introducere en ny lovgivning.”

Et af de seneste eksempler på en virksomhed, der sagsøger en stat gennem ISDS-mekanismen, finder vi i USA. Her kom det i januar 2016 frem, at det canadiske energi- og olieselskab, TransCanada, planlægger at sagsøge den amerikanske stat, da det stod klart, at deres håb om at kunne bygge et storstilet olieprojekt, Keystone XL-rørledningen, ikke bliver til virkelighed. Obama-regeringen tog altså en beslutning til gavn for klima, miljø og mennesker og bliver nu sagsøgt for det.

Reguleringssamarbejdet

Det andet ben, der særligt diskuteres i forbindelse med TTIP, er reguleringssamarbejdet. Målet er, at der skal oprettes et overnationalt reguleringsråd, som skal tilpasse og harmonisere nye og eksisterende regler og lovgivning på begge sider af Atlanten. Dette skal sikre, at varer produceret på den ene side kan eksporteres til den anden uden ekstra omkostninger eller krav om høje standarder. Det vil bl.a. betyde, at europæiske lande ikke kan fravælge importen af tjæresandolie og skifergas fra USA ved eksempelvis at sætte en ekstra skat på disse ekstremt forurenende brændstoffer.

I reguleringsrådet vil der være forskellige arbejdsgrupper. Disse grupper vil bestå af politikere fra EU og USA, som får til opgave at kigge al nuværende og fremtidig lovgivning efter i sømmene for handelsbegrænsende egenskaber.  Alle ”interessenter”, såvel forbrugerorganisationer som virksomheder,  vil ifølge EU kommissionen få lige adgang til at kommentere alle forslag fra arbejdsgrupperne.

I praksis viser historien dog, at det særligt er industriens lobbyvirksomhed, som nyder godt af de åbne døre til forhandlingsbordene. Kommer der et forslag om klimavenlig lovgivning, der kan mindske virksomhedernes forventede profit, som for eksempel et forslag om at nedsætte forbruget af fossile brændstoffer, vil virksomhederne have masser af muligheder for at stoppe det. Dette reguleringsråd er altså endnu et eksempel på, hvordan vores demokratiske institutioner indrettes sådan, at hensynet til handel automatisk sættes over hensynet til klimaet.

Lovforslag og nye reguleringstiltag på miljøområdet risikerer at skulle stå skoleret for de  udvalgte politikere, som bliver lobbyet intensivt og med stor succes af de store og magtuflde virksomheder Ifølge Pascoe Sabido fra Corporate Europe Observatory er selskabernes taktik ikke til at tage fejl af: ”Det handler om at forsinke og besværliggøre hele processen (lovgivningsprocessen, red.). Anmodninger om mere videnskabelig dokumentation eller en analyse af lovforslagets effekt på handel kan give virksomhederne mere tid til at lobbyere i parlamentet. Tid, som de kan bruge til at overbevise MP’erne om deres sag, hvorved forslaget i teorien er stemt ned, allerede inden det bliver fremsat.”

Når det kommer til TTIP, får Tadzio Müller fra Rosa Luxembourg Stiftung altså ret: frihandel forskyder magten fra nationale domstole og parlamenter til internationale voldgiftsdomstole og frihandelsregler skrevet af advokater og virksomheder. Konsekvensen er, at staterne, og dermed også befolkningerne, mister muligheden for at gennemtvinge en omstilling fra fossile brændstoffer til en reel bæredygtig energiform. Det samme gælder for EU-parlamentet, hvor lovgivningsmagten til dels overføres til virksomhedsrepræsentanter, og hvor hensynet til virksomhedernes profit får prioritet over hensynet til klima, mennesker og miljø.

Mere end 3 millioner europæiske borgere har allerede skrevet under imod TTIP. Det kan du også gøre her.

Kampagner

Afrika Kontakt har løbende forskellige kampagner, der har til formål at sætte fokus på et eller flere problemer, vores partnere i Afrika oplever. 

Vores kampagner bliver koordineret af aktive i vores kampagnegruppe. Gruppen planlægger og udfører vores kampagner i samarbejde med vores projektgrupper og partnere i Afrika. Du kan her finde mere information om kampagnegruppens arbejde.