Mineselskaber vs. lokalbefolkning

Frihandlens bivirkninger i Mozambique

Hvad gør man, når man som Mozambique er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande? Man lytter naturligvis til de store økonomiske spillere, der præsenterer frihandel som mirakelkuren mod fattigdom og manglende udvikling.
07. juni 2016

I kategori

I kategori:

Mozambique har ligesom de fleste andre lande i verden indgået en række frihandelsaftaler og investeringstraktater. Det er ikke så underligt, for det dominerende narrativ fortæller os, at frihandel er vejen til vækst og øget velstand. Men i den historie er et væsentligt kapitel udeladt – nemlig kapitlet om de miljømæssige og menneskelige omkostninger ved frihandel.

Mozambique har ganske vist oplevet øget vækst i takt med at de har åbnet op for frihandel. Men spørgsmålet er, hvem denne vækst har gavnet? I Mozambique ser man samme tendens som mange andre steder i verden, hvor frihandelsaftaler tilgodeser multinationale selskaber og den økonomiske elite på bekostning af lokalbefolkningen.

I Tete-distriktet opkøber multinationale selskaber jorden for at oprette store kulminer. Selskaberne tjener styrtende på mineprojekterne, mens den lokale befolkning bliver tvangsforflyttet til gengæld for en meget lille eller ikke-eksisterende økonomisk erstatning. De fleste er vant til at leve af jorden og mister derfor ikke blot deres hjem, men også deres livsgrundlag. I mange tilfælde forflyttes lokalbefolkningen til steder, hvor landbrugsjorden er af en ringere kvalitet eller hvor der slet ikke er nogen mulighed for at dyrke jorden.

Investorerne prioriteres

De mineselskaber, der investerer i Mozambique, er ikke lokalt forankrede virksomheder, men derimod multinationale mastodonter. I Tete kommer nogle af de største selskaber fx fra Brasilien og Indien. Selskaberne er typisk dækket ind under en af de mange former for handels- og investeringsaftaler, der beskytter virksomheders investeringsinteresser mod skiftende politiske prioriteringer. Aftalerne indeholder beskyttelsesmekanismer, som øger virksomheders råderum til at bedrive økonomisk aktivitet uden at skulle bekymre sig om politisk regulering. Det er blevet et dogme, at man skal passe på de multinationale investorer, for ellers vil de ikke investere, og så kan et land ikke opnå vækst og dermed udvikling. Til gengæld indgår det som regel ikke i aftalerne, at befolkningen også skal beskyttes mod de multinationale selskaber, og det efterlader lokalbefolkningen i en særdeles dårlig position. Lokale befolkningsgrupper er ellers i henhold til Mozambiques nationale lovgivning relativt godt sikret i forhold til udvinding af naturressourcer. Men mineselskaberne slipper alt for ofte afsted med ikke at overholde loven.

En lokal erfaring

Landsbyen Mualatzi er et godt eksempel. Den lå kun 7 km fra den store by Tete, men da mineselskabet skulle bruge deres jord blev hele landsbyen flyttet 60 km væk til en helt nybygget landsby. De blev lovet masser af vandposter og skoler, men løfterne blev ikke indfriet. I en periode havde landsbyen ikke vand i fire måneder, ligesom skolen for højere klassetrin ligger tre timers gang væk. Da de ikke længere bor tæt på byen kan de ikke handle og afsætte deres varer, og er derfor helt afhængige af at dyrke den ufrodige jord. De har ret til 2,75 % af overskuddet fra minedriften (det, der kaldes citizen budget), men de har endnu ikke set skyggen af penge, og har heller ikke fået særlig del i de nye arbejdspladser, som minedriften skaber. 

Dette sker både fordi lokalbefolkningen ikke kender deres rettigheder, men også fordi staten ikke tør presse selskaberne. De er bange for at miste investeringer og frygter, at selskaberne vil sagsøge staten gennem en af de mange investorbeskyttelsesklausuler i investeringsaftalerne. Mineselskaber er ifølge en ny rapport fra researchorganisationen TNI en af de sektorer, der hyppigst sagsøger stater for at ændre lovgivningen for at beskytte miljøet og lokale interesser; 52 nuværende ISDS-sager relaterer sig til udvindingsindustrien, og mineselskaber har sagsøgt regeringer for mere end 53 milliarder dollars.

Frygten for at miste investeringer eller blive sagsøgt betyder også, at staten bøjer sig for de store virksomheder, når der skal laves ny lovgivning. Der er for eksempel blevet slækket på kravene til mineselskaberne i forhold til beskatning og royalties i forbindelse med den nye minelov fra 2014. Desuden hjælper det ikke, at en del regeringsfolk har aktier i mineselskaberne og tjener fedt på deres genererede profit. 

Vi arbejder for retfærdig handel

Afrika Kontakts partner AAACJ arbejder i Tete med at mobilisere lokalsamfundet og informere dem om deres rettigheder og deres muligheder for at stå op mod de store selskaber. Det er en af de mange måder vi kæmper for en retfærdig handel, der ikke kun kommer de multinationale selskaber til gode, men som bidrager til bedre forhold for både mennesker og miljø. 

Kampagner

Afrika Kontakt har løbende forskellige kampagner, der har til formål at sætte fokus på et eller flere problemer, vores partnere i Afrika oplever. 

Vores kampagner bliver koordineret af aktive i vores kampagnegruppe. Gruppen planlægger og udfører vores kampagner i samarbejde med vores projektgrupper og partnere i Afrika. Du kan her finde mere information om kampagnegruppens arbejde.