McKolonisering:

Frihed er vigtigere end Big Macs i Afrikas sidste koloni

I sidste uge slog McDonald’s i El Aaiun dørene op for den marokkanske koloni Vestsaharas første burger-restaurant. Vestsaharas folk mener at McDonald’s dermed støtter kolonimagten, og beder firmaet forlade Vestsahara indtil deres land er frit.
14. august 2017

I kategori

McDonald’s skal dermed ikke forvente en varm velkomst fra Vestsaharas folk i Afrikas sidste koloni.

”McDonald’s må ikke blive overrasket, hvis restauranten bliver angrebet af frustrerede unge i de besatte områder. For dem ser det ud som om McDonald’s vælger kolonimagten Marokkos side, med økonomisk og politisk støtte. Jeg opfordrer McDonald’s til at lukke restauranten, indtil konflikten er løst,” siger international sekretær i UESARIO, studenterorganisationen for Vestsaharas folk saharawierne, Jalihena Mohamed.

Han er født og opvokset i flygtningelejre i Vestsaharas naboland Algeriet – flygtningelejre der opstod efter Marokko invaderede Vestsahara med vold, militærmagt og hundredetusindevis af civile i 1975, alt sammen i strid med international lov.

Andre blev tilbage i det besatte Vestsahara, der ifølge NGO’er som Freedom House og Amnesty International er et af verdens mest repressive torturregimer.

Legitimerer besættelse
I sine virksomhedsretningslinjer, skriver McDonald’s ellers at ”vi driver vores forretninger etisk forsvarligt, fordi god etik er en god forretning,” samt at leverandører, ejere og franchisetagere forventes at overholde menneskerettighederne og de samme etiske standarder som moderselskabet.

”Vi tager ansvaret for at være et ledende firma alvorligt, og vil bruge det at vi er et stort firma til at gøre verden til et bedre sted,” er McDonald’s vicepræsident Jose Armario citeret for at sige i firmaets Business Rapport fra 2014, der også fremhæver at McDonald’s vil være med til at udvikle og de lokalsamfund de opererer i.

Sidste år, efter det var kommet frem at McDonald’s planlagde at bygge en restaurant i Vestsaharas største by, skrev præsidenten for The Saharawi Committee i USA, Mohamed Ali Arkoukou derfor til McDonald’s administrerende direktør James Skinner.

”Projektet sender det forkerte budskab, nemlig at legitimere den marokkanske besættelse af Vestsahara, samt at forlænge Vestsaharas folks lidelser, både i de besatte områder og i flygtningelejrene,” skrev Arkoukou. Han opfordrede derfor McDonald’s til at stoppe projektet, ligesom de ”mange banker og pensionsfonde der, ligesom den norske oliefond, har droppet deres investeringer i Vestsahara.”

Hans opfordring blev dog overhørt.

Ingen Vestsahara i Happy Meal
At McDonald’s ikke bekymrer sig synderligt over besættelsen af Vestsahara, er dog ikke noget nyt.

I 2008 undskyldte en marokkansk McDonald’s således overfor deres kunder og den marokkanske stat, at Vestsahara ikke var inkluderet i et kort over Marokko, som var lagt i en Happy Meal. Marokko omtaler nemlig konsekvent Vestsahara som ”de sydlige provinser,” og inkluderer Vestsahara i kort over Marokko, selvom ingen andre lande i verden anerkender Marokkos krav på landet.

En dom fra Den Internationale Domstol i 1975 fastslog, at Marokko intet krav havde på Vestsahara.