Køber sig til goodwill:

Konference for mere ”human verden” holdes i brutal koloni

Det schweiziske Crans Montana Forum vil arbejde for ”en mere human verden” under deres årlige internationale konference. Men hvorfor holdes den så i Dakhla, i et af verdens mest brutale torturstater, den marokkanske koloni Vestsahara?
07. marts 2018

I kategori

I kategori:

Mellem 15. og 20 marts skal alt fra god regeringsførelse og levestandard til fiskeriindustri bæredygtig energi og bæredygtig landbrug diskuteres på årets Crans Montana Forum (CMF).

Her mødes nuværende og tidligere politikere og embedsmænd og andet godtfolk i Dakhla i det besatte Vestsahara for fjerde år i træk. Blandt andet ombord på en luksus-krydstogsskib.

Repressivt kolonistyre
Men hvis målet reelt var at diskutere ovenstående emner, hvorfor fisker marokkanske og europæiske fiskere så ud for Vestsahara, i strid med international lov og en dom fra EU-Domstolen? Hvorfor opsætter Siemens Danmark vindmøller i Vestsahara, og hvorfor kan man købe tomater fra Vestsahara, mærket med ”Marokko”, i danske butikker?

Målet er nu nok nærmere at legitimere Marokkos kolonistyre, så landet kan blive ved med at udplyndre Vestsaharas resurser, og samtidigt sælge Dakhla som turistdestination. CMF ”eksponerer Dakhla til hele verden som en spirende turistdestination, som vi gerne vil udvikle og sælge til europæiske turister”, som den marokkanske turistminister sagde i 2015.

CMF omtaler godt nok Dakhla som et ”forbillede for alle afrikanske lande” og Marokko som ”et foregangsland i en plaget region” på sin hjemmeside.

Men det marokkanske koloniregime i Vestsahara betragtes af Amnesty International som et af verdens fem værste torturstater, af Freedom House som mere repressivt end Saudi Arabien, og af det amerikanske udenrigsministerium som et land med meget lidt ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed for landets oprindelige folk.

Et absurd skuespil
Hvert år inviteres en håndfuld danskere til CMF, og i var det 2016 folketingets formand Pia Kjærsgaard der fik en personlig invitation. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og Jacob Lund fra socialdemokratiet deltog i 2014.

Deres vurdering af konferencen i en rejserapport til udenrigsudvalget var, at ”talerlisten var for svag, der var ikke afsat tid til debat og dialog … Der var ikke nogen opsummering og tilgang til, hvad gør vi så bagefter … Vores indstilling er, at det ikke er noget, udvalget behøver at bruge flere kræfter på”.

Endnu mere kritisk var Kristoffer Nilaus Torp fra DIIS, der deltog i CMF i 2014 i Marokkos hovedstad Rabat. I Information omtalte han konferencen som et ”absurd skuespil der ”bare handlede om, at Marokko prøvede at købe sig til lidt goodwill”.

Louise Grønkjær fra Information deltog året efter i Dakhla, inviteret af CMF. Hun mente, at konferencen havde været ”en hybrid mellem Roskilde Festival, en overlevelsestur og Vild Med Dans med b-kendisser”. 

Hverken i 2016 eller 2017 deltog udenrigsministeren eller andre fra den danske regering, ifølge svar givet til udenrigsudvalget. Crans Montana Forum har ikke svaret på henvendelser om, hvorvidt der er nogle danske deltagere til årets konference, eller hvordan deltagerlisten ser ud.