Verdenserklæringen fylder 70

Menneskerettighederne fejres med tilbageholdenhed i Vestsahara

FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget af FN’s Generalforsamling for 70 år siden i dag. Menneskerettighederne har betydet meget for mange, men er også under pres mange steder. Ikke mindst i Afrikas sidste koloni Vestsahara.
10. december 2018

I kategori

I kategori:

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne gav for 70 år siden alle mennesker i verden retten til at søge lykken som ligeværdige mennesker, og retten til at kæmpe for frihed og fred mod undertrykkende systemer.

”Skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål”, som der står i erklæringens indledning, der var skrevet i skyggen af kolonitidens, nazismens og anden verdenskrigs rædsler.

Erklæringen står, 70 år senere, stadigvæk i dag som et slags verdens overjeg, en slags kollektiv dårlig samvittighed over, at verden ikke er blevet et bedre sted for de milliarder af mennesker der lever i fattigdom og undertrykkelse.

Vestsahara er lakmusprøve
For mens vi med rette fejrer Verdenserklæringen for Menneskerettighederne, og andre menneskerettighedstraktater samt det FN-system som administrerer det, må vi samtidigt huske, at de i praksis hverken var eller er uden problemer.

Ironisk nok var det premiereministeren for det raceopdelte Sydafrika, Jan Smuts, der havde skrevet indledningen til verdenserklæringen. En mand der gik helhjertet ind for raceadskillelse og hvidt overherredømme, og som havde opfundet begrebet ”apartheid”, over 30 år før hans efterfølger begyndte at implementere det i 1948.

Apartheid er heldigvis forvist til verdenshistoriens skraldespand. Men hvis vi spoler 70 år frem, og ser på Afrikas sidste koloni Vestsahara som en slags lakmusprøve på menneskerettighederne og FN-systemet der administrerer dem i dag, så har hverken verdenserklæringen eller FN lykkedes på deres egne præmisser.

Ingen frihed, lighed eller broderskab
Verdenserklæringen sikrer i princippet alle mennesker retten til et liv med ligeværdighed, frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, social tryghed, og mod vilkårlig tilbageholdelse og tortur eller anden umenneskelig behandling.

”Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset”, står der i artikel 2, og i artikel 13 endvidere, at ”alle har ret til at vende tilbage til sit eget land”

Det gælder bare ikke i Vestsahara, et såkaldt ikke-selvstyrende område, som halvdelen af befolkningen – over 180.000 mennesker - ikke kan vende tilbage til. De bor, og har boet, i flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet siden 1975.

En koloni hvor ytrings- og forsamlingsfriheden er stort set ikkeeksisterende for landets oprindelige folk saharawierne, der er udsat for grov diskrimination i forhold til de marokkanske bosættere.

Et besat land hvor dem der fredeligt demonstrerer for uafhængighed om social retfærdighed tæves, tilbageholdes, tortureres og får lange fængselsstraffe.

FN’s ansvar
Vestsahara er stadigvæk besat, fordi FN og verdenssamfundet ikke sætter handling bag de flotte ord i verdenserklæringen og andre menneskerettighedstraktater, mener mange af landets folk saharawierne.

”Det er FN’s ansvar, at være med til at løse denne konflikt, sammen med EU og Den Afrikanske Union. Den nuværende stilstand underminerer fuldstændigt FN’s troværdighed, når verdensorganisationen ikke har lykkes med at afholde en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, og beskytte Vestsaharas folks basale menneskerettigheder”, siger Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Danmark, Mohamed Limam Mohamed Ali.

Vi vil fejre dagen i dag, ligesom vores nabolande gør det, men vi bedømmer menneskerettighedstraktater som verdenserklæringen ud fra hvordan de formår at beskytte Vestsaharas folk, og ud fra deres styrker såvel som svagheder, tilføjer han.

Menneskerettighederne skal også gælde i Vestsahara
Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at kolonimagten Marokko handler i strid med menneskerettighederne i Vestsahara. Den Internationale Domstol afviste Marokkos krav på Vestsahara i 1975, kort tid inden marokkanske kampfly, soldater og over 300.000 civile marokkanere invaderede landet.

Siden da har Marokko, sammen med EU og firmaer fra blandt andet Danmark, i stor stil udplyndret Vestsaharas naturresurser. I strid med Genevekonventionen og FN’s Charter.

Over 100 resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd og Generalforsamling, og flere FN-opinioner har erklæret, at besættelsen er og var i strid med folkeretten og bør stoppes.

Så er det ikke på tide, at FN, EU, AU, Danmark, danske firmaer og NGO’er, og du og jeg sikrer, at menneskerettighederne også kommer til at gælde for Vestsaharas folk?

Saharawierne har kæmpet imod den marokkanske kolonimagt, og dennes tyveri af deres land og naturresurser i over 40 år. Først med våben, sidenhen i FN, EU og i forsøget på at stoppe vores firmaer fra at sælge blandt andet tomater, fisk, fosfat, salt, sand og vindenergi fra Vestsahara (selv om det ofte er mærket som værende fra ”Marokko”).

Lad os hjælpe dem med at vinde denne kamp, i menneskerettighedernes navn.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev