Vestsahara forhandlinger

Nu eller aldrig

I slutningen af året forventes Polisario og Marokko at have direkte forhandlinger om Vestsahara fremtid. Men Polisarios forhandlingsleder regner ikke med, at Marokko deltager frivilligt.
17. september 2018

I kategori

I kategori:

I slutningen af året skal Polisario og Marokko genoptage forhandlingerne om Vestsaharas fremtid, forventer Sidi Omar, der er chef for Polisarios delegation, der skal forhandle med Marokko.

Det er Tysklands tidligere præsident, Horst Köhler, der bringer de to parter sammen. FNs generalsekretær António Guterres udnævnte ham i 2017 som sin personlige udsending til Vestsahara. Siden har han været på rundrejse til de involverede parter og til centrale europæiske hovedstæder for at samle opbakning til en løsning på konflikten.

”Der er ingen tvivl om, at Marokko vil lægge ham hindringer i vejen for at nå en løsning,” siger Sidi Omar. Han har dog håb om, at det denne gang vil lykkes at få en løsning på den mere end 40 år lange konflikt.

”Det er nu eller aldrig,” siger han. Saharawierne, der har levet i 43 år i flygtningelejre i Algeriet eller med brutal marokkansk undertrykkelse i deres besatte land bliver mere og mere utålmodige.

Sidi Omar hæfter sig især ved, at FNs sikkerhedsråd i april måned i år kun forlængede den fredsbevarende styrke, MINURSOs mandat med et halvt år – mod normalt ét år og at USA flere gange har presset på for at FNs (dyre) fredsbevarende styrker ikke bare skal forlænges i det uendelige. De skal nå resultater, og endelig, at Marokkos retorik i FN for tiden ikke er så aggressiv som den tidligere har været.

”Der er heller ingen tvivl om, at USA presser på for at der skal skabes fred i området,” siger han og Frankrig, der altid har været meget Marokko-venlig og stadig er det, ikke modsatte sig, da Sikkerhedsrådet valgte kun at forlænge mandatet med et halvt år. Det sidste betragter Sidi Omar som en stor sejr, fordi det betyder, at konflikten ikke så nemt får lov at blive glemt. Han forventer at forhandlingerne vil begynde engang i november, når Sikkerhedsrådet har haft sin næste drøftelse om Vestsahara og som forventet forlænget MINURSOs mandat.

”Der er ingen tvivl om, at Marokko ikke frivilligt indgår i nye forhandlinger,” siger han. Der har ikke været direkte forhandlinger mellem de to parter, siden de endte fuldkommen resultatløst i 2012.

”Det er kun pres fra Sikkerhedsrådet, der kan få dem tilbage til forhandlingerne, for Marokko accepterer ikke noget godvilligt, ” siger han. Han er heller ikke i tvivl om, at det lægger pres på Marokko, at flere og flere firmaer og investorer trækker sig ud af firmaer, der opererer i Vestsahara – det gælder for eksempel gødningsfirmaer, der ikke længere ønsker at importere fosfat fra det marokkanske fosfatfirme, der henter sine råvarer i Vestsahara.

……men Europa

Til gengæld trækker det i den anden retning, at EU-Kommissionen og Ministerrådet har tilsidesat EU-Domstolen domme, der siger at en fiskeriaftale mellem EU og Marokko ikke kan omfatte havet ud for Vestsahara, da Vestsahara ikke er en del af Marokko. Alligevel har EU lavet en aftale, der inddrager havet ud for Vestsahara. Sidi Omar ønsker ikke at kommentere denne aftale, og han fastslår, at hverken Polisario eller saharawierne i flygtningelejrene er blevet konsulteret om udnyttelsen af ressourcerne.

 

Det er nu eller aldrig

 

”Men det er klart, at det ville have lagt mere pres på Marokko, hvis aftalen ikke havde omfattet Vestsahara,” understreger han og tilføjer, at Marokko klynger sig til Europa, da det er den sidste allierede, landet har. Ingen lande i verden - heller ikke europæiske - anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara og flertallet i Afrika Union støtter Polisario ligesom amerikansk støtte til landet er vigende. Han mener, Marokko afpresser Europa ved at påstå, at man kan dæmme op for terrorisme, immigranter og narkotransport fra Nordafrika til Europa.

”Politisk kan vi ikke gøre noget i denne sammenhæng, men man kan godt undre sig over, at landene i Europa i den grad favoriserer Marokko og stoler på at Marokko kan garantere sikkerheden i Sydeuropa,” siger han.

Men Polisario vil endnu engang bruge EU-Domstolen til at få klarlagt, om EU's aftaler med Marokko er lovlige, når de ikke udelukker produkter fra det besatte Vestsahara.

Ingen kontakt til Polisario

Sidi Omar var i en årrække Polisarios repræsentant i Danmark, og kender derfor til danske forhold. Han undrer sig meget over, at Underigsminister Anders Samuelsen henviser til, at EU's udenrigstjeneste oplyser, at man har haft tekniske konsultationer med Polisario. ”Det er simpelt hen ikke sandt, at der har været kontakt til Polisario i spørgsmålet,” siger Sidi Omar.

Han er klar over, at en række marokkanske NGO’er giver sig ud for at repræsentere saharawierne i den besatte del af Vestsahara, men han understreger, at der hverken har været kontakt til Polisario eller til Vestsaharas exilregering, der befinder sig i Rabouni i flygtningelejrene i Algeriet.

Vær ikke bare tilskuere

Polisarios repræsentant i EU, Mohamed Sidati, opfordrer i EU-Observer EU-landene til at styrke det sjældne vindue af muligheder, der netop nu er i spørgsmålet om Vestsahara og Marokko, når FN i oktober drøfte en fornyelse af MINURSOs mandat og Horst Köhler bringer Polisario sammen i direkte forhandlinger om Vestsaharas fremtid. Han kalder det kortsigtet, at EU-landene kun ser på handelsinteresser, og at det sker på saharawiernes bekostning.

”EU-landene bør aktivt støtte den politiske proces i stedet for bare at være tilskuere, ” siger han og tilføjer, at det har klart negative konsekvenser for fredsprocessen, at EU fortsat underminerer sin egen domstols afgørelse.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev