Ny bog om Afrikas sidste koloni:

Pres på firmaer og retssager virker

Ny bog beskriver de politiske aspekter og EU’s og multinationale firmaers rolle i udplyndringen af naturresurser i Afrikas sidste koloni Vestsahara, og hvordan retssager og aktivisme har presset firmaer ud af landet.
23. juni 2018

I kategori

I kategori:
Profit over Peace in Western Sahara

Bogens indhold er på både engelsk og arabisk. For spørgsmål om bogen, eller for at købe den, kontakt forfatter Erik Hagen fra Western Sahara Ressource Watch på erik@wsrw.org.

FN har Vestsahara på listen over ikke-selvstyrende områder der udarbejdes af FN’s komité for afkolonisering og betragter landet som en koloni. Ifølge FN har koloniserede landes folk ret til at kræve uafhængighed og bestemme over landets råvarer, men begge disse krav ignoreres af Marokko.

Det marokkanske kolonistyre i Vestsahara er et af verdens allermest brutale regimer.

Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International rapporterer løbende om tortur og manglende rettigheder for Vestsaharas folk, og Freedom House betragter Vestsahara som mindre frit end Saudi Arabien.

Polisario er Vestsaharas folks FN-anerkendte repræsentant. Polisario leder eksilstaten SADR, der er medlem af den Afrikanske Union.

Hvis man vil have en hurtig introduktion til Vestsahara-konflikten, en udførlig gennemgang af hvorfor landet har været koloniseret af Marokko siden 1975, og en plan til at sætte en kæp i hjulet på koloniseringen, så er bogen Profit over Peace in Western Sahara et godt sted at starte.

”Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Den daglige uretfærdighed i landet opretholdes af EU’s skatteborgere”, selvom ”over hundrede FN-resolutioner har opfordret til at landets ret til selvbestemmelse respekteres” står der på den første side af Erik Hagen og Mario Pfeifers nye bog.

Så er stilen ligesom lagt.

EU underminerer retsprincipper
Ifølge forfatterne spiller især Frankrig, Spanien, EU og de firmaer fra EU, USA, Canada og New Zealand med flere der handler råstoffer, fiskekvoter og energi hos kolonimagten Marokko en vigtig rolle i den 42 år lange kolonisering af Vestsahara.

Frankrig, fordi landet konsekvent stemmer imod alle forsøg på at løse konflikten i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Frankrig som permanent medlem har vetoret. På denne måde blokerer Frankrig for den folkeafstemning som FN har lovet Vestsaharas folk i henhold til international lov, og for at FN’s fredsbevarende mission i Vestsahara kan monitorere for brud på menneskerettighederne.

Spanien, fordi man som Vestsaharas kolonimagt indtil 1975 mere eller mindre overlod landet til Marokko, mod at få fordelagtige fiskeri- og handelsaftaler med den nye kolonimagt. Spanien kæmper desuden indædt for spanske fiskeres ret til at fiske ud for Vestsahara i EU.

Og EU, fordi unionen af strategiske årsager har et tæt forhold til Marokko (blandt andet for at stoppe terrorisme og migration samt handel med stoffer hen over Middelhavet) og derfor vælger at spille en væsentlig rolle i udplyndringen af Vestsaharas naturresurser.

EU er således med til at legitimere og anspore det marokkanske kolonistyre, samt underminere principperne om demokrati, retsprincipper og menneskerettigheder i Vestsahara, for at tækkes sin sydlige nabo.

Retssager er vejen frem
Hagen og Pfeifer mener dog at der er sket fremskridt i den ellers fastlåste konflikt inden for de seneste par år. Eksempelvis da Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario vandt en retssag i Sydafrika sidste år, der konfiskerede 55.000 tons fosfat fra Vestsahara, der var på vej til New Zealand, og gav det til Vestsaharas folk.

Eller da to domme fra EU-Domstolen - der fortolker EU’s lovgivning - klart og tydeligt beskriver Vestsahara som et selvstændigt land (hvilket Den Internationale Domstol allerede nåede frem til i 1975), og konkluderer at EU’s nuværende praksis, hvor man blandt andet lader fiskerbåde fra EU fiske ud for Vestsahara, er ulovlig og bør stoppes øjeblikkeligt.

Ifølge forfatterne, kan det positive momentum holdes, blandt andet ved at slæbe de firmaer der opererer ulovligt i Vestsahara for både internationale og nationale domstole. Kontakt med firmaerne, argumenter og vedholdende pres virker, siger de.

Pres på firmaer virker
Marokkos udenlandske forretningspartnere er nemlig landets svageste led i den ulovlige besættelse, konkluderer forfatterne.

Inden for de seneste år har femten shipping-firmaer stoppet med at transportere varer fra Vestsahara, syv oliefirmaer har forladt Vestsahara, fire fosfatimportører har sagt de ikke vil købe mere fosfat fra Vestsahara, dele af fiskeriindustrien har sagt de ikke vil fiske i Vestsahara, og banker og andre investorer har solgt aktier i firmaer der opererer i Vestsahara. Blandt andet som følge af pres fra aktivister.

I sidste ende skal EU og Marokko dog presses til at stoppe med at handle med varer fra Vestsahara, for at retfærdigheden skal ske fyldest i Vestsahara, ikke mindst i lyset af afgørelser fra unionens egen domstol, der siger at denne handel er ulovlig, skriver Hagen og Pfeifer.

Og det er Marokko der skal presses til forhandlingsbordet, og acceptere den lovede folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold.