Pressemeddelelse

REGERINGEN STØTTER AFTALE MED BESÆTTELSESMAGT

Udenrigsminister, Anders Samuelsen, gav i mandags på et lukket samråd i Folketingets Europaudvalg sin fulde støtte til at EU-kommissionen kan forhandle en aftale med Marokko om det besatte Vestsahara.
23. maj 2017

I kategori

I kategori:

"Jeg tror, at alle kan se, at det er et skråplan at forhandle handelspræferencer for besatte lande med besættelsesmagten. Det er derfor absurd at regeringen støtter en sådan linje", siger Morten Nielsen fra NGO'en Afrika Kontakt, og fortsætter. "For få dage siden var et dansk skib tilbageholdt i Panama, for at sejle med konfliktmineraler fra det besatte Vestsahara. Den danske regerings holdninger kan skabe yderligere problemer for danske rederier."

Udenrigsminister, Anders Samuelsen, gav i mandags på et lukket samråd i Folketingets Europaudvalg sin fulde støtte til at EU-kommissionen kan forhandle en aftale med Marokko om det besatte Vestsahara. Vestsahara har været besat af kongedømmet Marokko siden 1975. Udenrigsministeren undergraver dermed en afgørelse fra EU-domstolen, fra december 2016, der klart siger at Vestsahara ikke er en del af Marokko, og at EU's handelsaftaler med Marokko derfor ikke omfatter det af Marokko besatte Vestsahara. Anders Samuelsen og den danske regering støtter et forslag fra EU-Kommissionen, der betyder at EU skal forhandle med besættelsesmagten Marokko, således at de besatte dele af Vestsahara får de samme handelspræferencer som Marokko har med EU.

Så sent som i juni 2016 kom daværende Udenrigsminister, Kristian Jensen, og folketinget med et kraftigt vink til danske virksomheder om, ikke at engagere sig i Afrikas sidste koloni, Vestsahara, uden at have tænkt sig grundigt om og studeret folketingets vedtagelser og international lov. Daværende Udenrigsminister Kristian Jensen, stod på Folketingets talerstol og advarede danske virksomheder om at engagerer sig i det besatte Vestsahara. En holdning som et helt samlet folketing støttede op om.

"Vi ønsker at danske virksomheder kender og efterlever de vedtagelser, herunder ånden i de vedtagelser, som folketinget gennemfører. En mulighed kunne være at tage kontakt til interesseorganisationerne, som for eksempel Dansk Industri, for bredt at orientere om hvilken holdning der ligger i det danske Folketing og den danske regering, omkring aktiviteter i Vestsahara. Det er den vej frem jeg ønsker at gå. Udenrigsministeriet vil tage et sådant initiativ med interesseorganisationerne," sagde Kristian Jensen.
(https://afrika.dk/article/t%C3%A6nk-jer-godt-om-f%C3%B8r-i-engagerer-jer...)

Efter Afrika Kontakts opfattelse vil regeringens og EU’s linje undergrave EU-domstolen som institution, ved at undergrave grundlaget for deres dom. En dom der klart siger at Vestsahara ikke er en del af Marokko.

Den danske regering undergraver dermed også deres gentagne hensigtserklæring, om at Danmark støtter en FN forhandlet løsning for Vestsahara. Det vanskeliggør markant FN's mulighed for at forhandle, hvis EU har indgået handelsaftaler med besættelsesmagten om det besatte område.

En række danske virksomheder arbejder i det besatte område af Vestsahara. Det drejer sig bl.a. om vindmølleproducenten Siemens og flere danske rederier, herunder rederiet Ultrabulk, der sejler med konfliktmineraler fra de besatte områder.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev