Lukket land

Smidt ud af Vestsahara

I slutningen af januar blev flere end 50 europæere, der forsøgte at besøge sahrawier i den besatte den af Vestsahara håndfast smidt ud af landet.
22. februar 2017

I kategori

I kategori:

Flere end 50 personer fra forskellige europæiske lande forsøgte i slutningen af januar at komme til den besatte del af Vestsahara. Mange af dem var repræsentanter for de norske politiske partier ungdomsafdelinger, andre bare nysgerrige ngo’er.
En del var taget til Marokko for at overvære den genoptagne retssag mod de dømte fra Gdim Izik-sagen i Rabat, og i den forbindelse ville de snakke med sahrawier om deres tilværelse under Marokkos besættelse.
Et par af de unge nordmænd blev tilbageholdt i flere døgn i en lufthavn, og både norske medier og det norske udenrigsministerium har kritiseret behandlingen af de norske ungdomspolitikere.

Norske medier og udenrigsministerium har beskæftiget sig indgående med sagen.
En enkelt dansker bevægede sig under Marokkos radar, og havde et flere timer langt møde med sahrawier. Jeg selv blev efter nogle får timer i landet deporteret til Marokko sammen med min mand.

Sådan opfører turister sig ikke
Vi havde måske forventet, at vi ikke ville få adgang til Vestsahara. Men vi havde ikke forventet, det der skete. Jeg, Ingrid Pedersen, har været i Vestsahara flere gange før, og seneste gang - for ca. tre år siden blandt andet for at skrive artikler til Afrika Kontakt, var det virkelig på et hængende hår, at vi fik lov at rejse ind, selv om jeg og en anden journalist havde forberedt en god, troværdig historie om vores beskæftigelse.  Indrejseformaliteterne dengang var langvarige og blev krydret med, at de fandt en gammel artikel frem, som jeg flere år tidligere havde skrevet om besættelsen. Den harmonerede ikke så godt med forklaringen om, at jeg var lærer. 

Da vi dengang nogle dage senere rejste ud af landet - uden at have været i kontakt med politiet, men dog være blevet observeret af civilklædt politi, blev vi bedt om at gå ind i hver sit lukkede rum og kropsvisiteret.

Hver gang er jeg rejst via Gran Canaria. Billetter dertil er tit billige, og bliver man nægtet indrejse, vil jeg hellere sendes på tvungen ferie nogle dage på Gran Canaria end i Marokko, for jeg ønsker ikke at støtte Marokkos økonomi.

Nå, men denne gang var der ingen problemer ved indrejsen. Der havde været et par småting ved afrejsen fra Las Palmas, men jeg tror, det var tilfældigheder. I Las Palmas skal man flyve fra en særlig afdeling, der har ekstra paskontrol.

Ved ankomsten til El Aaiun var der denne gang lutter venlighed. Ingen udspørgen, ingen konfrontation med gamle artikler, jeg har skrevet om Vestsahara.

Vi havde ikke bestilt hotel på forhånd og ikke kontaktet nogen sahrawier i forvejen. Vi havde kanaler, så vi kunne kontakte aktive sahrawier, når vi var på stedet og vi regnede ærlig talt ikke med at få brug for hotel, da vi betragtede det som usandsynligt, at vi fik lov at rejse ind.
Vi tog en taxa til et hotel, jeg tidligere har boet på.
Vi blev kontaktet af en sahrawi-kvinde via vore forbindelser, og spurgt om vi havde lyst til at overvære en demonstration.
Selvfølgelig havde vi det, og ad kringlede omveje mødte vi hende i en lille gade i den del af byen, hvor der bor mange sahrawier. Hun var hurtigt hoppet ind i vores taxa ved et gadekryds - og bemærkede straks, at civilklædt politi både på knallert og i en hvid bil fulgte efter os. Vi forsøgte at ryste dem af, men da vi var stået ud af taxaen og hurtigt var blevet skjult i et hus og hun kiggede ud, stod de og fotograferede på den anden side af gaden.

Hun besluttede, at vi alligevel skulle gå ud på gaden sammen med hende og gå hen til de andre demonstrerende kvinder. Anledning til demonstrationen var den genoptagne retssag mod de 22 dømte fra Gdim Izik.
Vi nåede kun et par gader frem - og undervejs hilste vi på masser af kvinder og børn. Hun gjorde os konstant opmærksom på, at der var civilklædt politi overalt. Et enkelt sted stod tre mænd sammen og fotograferede os - den ene med videokamera.
Hun bad os om at gøre gengæld og tage billeder af de fotograferende betjente. Det gjorde vi....forsøgte at være diskrete. Men pludselig var vi omringet af mænd - civilklædte betjente, der forlangt at se vores pas. Efter lidt parlamenteren viste vi dem til dem, og en betjent puttede dem i inderlommen.  Vores kontaktkvinde sagde, at vi aldrig skulle have afleveret passene, men det var for sent. Hun var i heftig dialog med en betjent.

"Jeg er menneskerettighedsaktivist. Jeg mødes med hvem jeg vil," sagde hun til betjentene. Hun har tidligere været fængslet og tortureret, og aktivisterne ved, hvilken risiko de løber. Men de er modige.

I repræsenterer verdenssamfundet
Forinden havde hun sagt, at så længe, vi var til stede, ville der ikke ske dem noget ......vi har haft kontakt med denne modige kvinde efterfølgende, og de næste par dage blev hun ikke anholdt. Hun sagde også, at folk som os, der besøger sahrawier repræsenterer verdenssamfundet og FN, som ellers svigter dem. Men hun understregede vigtigheden af, at politikere, journalister, aktivister og andre kommer til landet, så konflikten ikke bliver glemt og Marokkos overgreb dokumenteret.

Min mand Bjarne bad betjentene vise legitimation, da de havde taget vores pas - vi kunne jo i princippet ikke vide, om de virkelig var betjente. Lidt modstræbende fandt en af dem sit identitetskort frem.
Ret hurtigt erklærede ham, der var leder, at han ikke syntes, vi opførte os som turister.
Jeg spurgte ham, hvorfra han vidste at vi var turister - det havde vi ikke sagt noget om på det tidspunkt. Bare at vi spadserede en tur med vores veninde.
Han svarede, at han havde set vores indrejsepapir, og de havde holdt øje med os hele vejen fra lufthavnen. Det er sikkert rigtigt, men vi havde ikke spottet dem, selv om vi havde kigget os over skulderen.
På det tidspunkt havde vi været i landet i 2-3 timer.

Turistbilleder fra Maspalomas
Kort efter vi havde afleveret vores pas, tog de også vores fotografiapparat fra os. Forinden havde vi forsøgte at få dem til at interessere sig for vores turistbilleder fra Maspalomas, men de fandt hurtigt frem de få billeder, vi havde nået at tage af kvinderne og de fotograferende betjente. Vi bad om lov til selv at slette de forbudte billeder - for apparatet indeholdt også de sidste billeder, jeg havde taget af min far, der døde et par uger forinden, billeder fra hans begravelse og fra julefrokosten med familien. Vi var usikre på, om vi havde fået dem overført til en computer derhjemme og var utroligt kede af at miste dem. Det var der ingen lydhørhed for.  De forsvandt med både pas og fotoapparat og to betjente kørte os tilbage til hotellet. Undervejs fortsatte diskussionen af, om det er normalt, at turister falder i snak med lokalbefolkningen. Jeg fortalte, at det er aldeles normalt. Det er faktisk noget af det mest spændende ved at rejse - og det kunne han forvisse sig om ved at kigge længere tilbage på kameraets billeder.

Han spurgte også, om separatisme var lovligt i vores land. Jeg fortalte ham om Sønderjylland, folkeafstemningen der og hvordan de dele, der havde flertal for det, blev en del af Danmark, mens den sidste del, der havde tysk flertal, forblev tysk.
Kravet om en folkeafstemning er hele omdrejningspunktet for konflikten i Vestsahara og er således en øm tå. Men da han jo selv havde spurgt til separatisme i Danmark, mente jeg godt, jeg kunne præsentere ham for en nordisk problemløsningsmodel.
Den interesserede ham nu ikke.
Men han fremhævede, at det hele skete for at beskytte os. Vi kunne ikke få at vide, hvem vi skulle beskyttes imod, men det hele forgik i en høflig tone. Ingen trusler overhovedet - bortset fra det truende i at politiet ville køre os til Agadir. Vi vidste godt, at der ikke ville være fly tilbage fra El Aaiun til Las Palmas før to dage senere. Men vi forventede at slippe med en advarsel - ikke at blive deporteret til et helt andet land.

Mødte russisk FN-officer 
Da vi var ved hotellet - stadig med en betydelig gruppe politifolk, der kom i flere biler, ville tilfældet, at en russisk kaptajn, der er en del af FN-styrken, Minurso, var på vej ind på hotellet.

Ham greb vi fat i - vel viden at såvel journalister som turister (desværre også menneskerettighedskrænkelser) - ligger uden for hans mandat.
Han var flink og hjælpsom. Ringede til en sikkerhedsofficer i FN for at høre, hvad han kunne gøre. Intet. Og det beklagede han meget.
Men jeg har læst tidligere indberetninger til Sikkerhedsrådet, og episoder om aktivister og journalister, der bliver udvist. Hver lille del bidrager til billedet af Marokkos som besættelsesmagt - og det kommer denne forhåbentlig også til.    

Vi blev lovet, at vi ville få vores pas og fotoapparat igen. Det fik vi også, inden vi blev sat ind i en bil og kørt de 5-600 kilometer til Agadir. Om der virkelig var tale om en taxa eller en af politiets biler er uklart. Vognen havde ingen taxameter og vist heller ingen taxaskilt. Det sidste bemærkede vi ikke i mørket. Og der var heldigvis tale om en langt mere bekvem bil end byens sædvanlige gamle taxaer, og denne havde mørke ruder, så man ikke kunne se, hvem der sad på bagsædet. 
Men vi bemærkede, at der ikke var et eneste billede tilbage i vores kamera. I første omgang troede vi, de havde stjålet kortet, men vi fandt det senere løst i kameraetuiet.

Vi havde fået lov at hente vores bagage på værelset, og mens vi pakkede sammen, kom hotelværten, der var eller lod oprørt over det skete. Han ville gerne have en selfie med os, så han kunne offentliggøre politiets opførsel. Det tror jeg nu ikke er klogt af ham. Politiet er jo villigt til at bruge helt andre metoder over for lokalbefolkningen end over for tilrejsende. Men han fik sin selfie og sine penge for overnatning, selv om vi kun havde været ganske kort tid på hotellet.

Vi fik aldrig nogen forklaring på, hvorfor vi ikke måtte opholde os i landet - udover den med vores egen sikkerhed og at det ikke var normal turistadfærd at snakke med lokalbefolkningen. Der er ingen tvivl om, at vi blev holdt øje med fra det øjeblik, vi ankom til lufthavnen - og muligvis før, selv om vi ingen kontakt havde taget med sahrawier inden ankomsten.

Masser af checkpoints
Turen gik gennem ørkenen til Agadir. Det var mørkt, så vi så ikke meget af landskabet, men vi blev standset ved omkring 10-15 checkpoints med bevæbnede vagter. Kun ved et par stykker skulle vi ikke vise pas. På intet tidspunkt blev vi bedt om at stå ud af bilen, men vore pas blev grundigt undersøgt og flere steder bemærkede vi, at der blev ringet mens/efter passene blev kontrolleret.

På et tidspunkt tilbød chaufføren at standse ved en restaurant i en lille landsby. Det sagde vi ja tak til, og vi fik en god portion velsmagende tajine med fisk. Restauranten var helt klart i den primitive ende, men maden smagte godt. Den havde ingen dametoilet, men en af medarbejderne ryddede toiletterne for mænd, så jeg kunne gå på toilettet i fred.
På et tidspunkt hørte checkpointene op - jeg antager, at det var, da vi var kommet over grænsen til Marokko. Vi bemærkede ikke nogen grænseovergang, og det er selvfølgelig logisk nok, at grænsen ikke er markeret.

I Agadir var natten frysende kold. Vi blev efter at have været undervejs i 9 1/2 time sat af foran et dystert og mørkt hotel ved en stor bus- og taxiholdeplads i nærheden af engrosmarkedet. Klokken var 3.30 om morgenen, og vi fik nattevagten på hotellet til at låse os ind. Der var tilsyneladende ikke reserveret værelse til os, men heldigvis et ledigt. Det var isnende koldt, uden opvarmning, håndklæder eller andre bekvemmeligheder og stedet virkede som sagt lidt skummelt og havde ikke internetadgang.

Næste dag startede jagten på flybilletter ud af landet, da vores gamle fra El Aaiun ikke var meget bevendt. Flere fly var udsolgt, men der var heldigvis fem ledige pladser på et fly til Las Palmas om fredagen - to dage senere. De kostede os en formue, men til gengæld fandt vi et smukt, dejligt og relativt billigt hotel, hvor vi tilbragte ventetiden. Marokko er sikkert et dejligt land for turister - hvis man altså vælger at komme der frivilligt.

Det centrale i denne beretning er naturligvis ikke, om vi blev behandlet høfligt eller uhøfligt af marokkansk politi, men om det komplet uacceptable i, at borgerne i det besatte land ikke har adgang til at kommunikere med international presse, politikere og andre, der besøger deres land. Ikke har adgang til at berette om tortur, overgreb og vilkårlige fængslinger, når de fredeligt protesterer mod Marokkos besættelse af deres land.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev