Moralsk sejr:

Sydafrikanske vinarbejdere stopper strejke

Sydafrikanske vinarbejdere på Robertson Winery er nået til enighed med deres arbejdsgiver, og har stoppet deres 14 uger lange strejke. De fik en mindre lønstigning end de havde håbet, men er kommet styrket ud af strejken, siger deres fagforening CSAAWU.
24. november 2016

I kategori

I kategori:

Vinarbejdernes krav om en mindsteløn på 8500 rand (cirka 4000 kroner) om måneden, blev ikke imødekommet. Men ifølge deres fagforening, Commercial Stevedoring and Allied Workers Union (CSAAWU), er de alligevel forholdsmæssigt tilfredse med den otte procents lønstigning med tilbagevirkende kraft til 8. august, samt en månedsløn i årlig bonus, som de alle fik. Ikke mindst fordi deres arbejdskamp havde andre positive konsekvenser.

Mange sejre
”Vi vandt mange sejre, og vinindustrien bliver aldrig den samme igen. Regeringen er blevet tvunget til at undersøge de slavelignende tilstande, der eksisterer på farmene og i vinindustrien,” skriver CSAAWU i en pressemeddelelse onsdag.

”Vi har sammen mobiliseret og en stærk solidaritetsbevægelse, både i Sydafrika og internationalt, og vi har aktioneret og mobiliseret på farmene. Vi har mobiliseret en boykotkampagne, der fik vin fra Robertson Winery fjernet fra hylderne i både Sydafrika og i en række europæiske lande [herunder i Dagrofa-supermarkeder som Meny og Min Købmand og Coop Tyskland-supermarkeder].”

Fortsætter kampen
CSAAWU takker i pressemeddelelsen for den solidaritet, som organisationer, partier og enkeltpersoner over hele verden har vist dem, og lover, at deres kamp for bedre forhold for landarbejdere i Sydafrika ikke slutter her.

”Vi vil fortsætte kampen for at få en løn man kan leve af, og besejre den racisme der stadigvæk eksisterer i landbrugssektoren i Sydafrika,” skriver CSAAWU.

Vinarbejderne genoptager arbejdet mandag den 28. november.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev