Global Aktions partnere i demonstration i Cape Town
Nok er nok!

Sydafrikas kvinder siger stop volden nu, og myndighederne svarer igen først med vandkanoner og chokgranater, men nu også med en ny kriseplan

Ny kriseplan mod kønsbaseret vold
18. september 2019

Sydafrikanere har reageret med fornyet rædsel og vrede på de seneste ugers voldtægter og mord på kvinder. Især mordet på den unge studerende fra Cape Town Universitet Uyinene Mrwetyana vækker stor vrede: Uyinene gik på posthuset for at hente en pakke. Den mandlige ansatte på posthuset slog hende ned med en pakkevægt og voldtog hende. Derefter bankede han hende ihjel med pakkevægten. Aviserne kunne i samme uge fortælle om en kvinde, der havde mistet sine 4 børn – myrdet af hendes mand. Leighandre Jegels, Nolunde Vumsindo, Meghan Cremer, Jesse Hess er bare nogle få af de andre kvinder, hvis brutale mord har fået sydafrikanske kvinder til at arrangere i store protester over hele landet.

D. 4. september gik kvinderne og allierede på gaden for at kræve handling fra regeringen. Da præsident Cyril Ramaphosa befandt sig til World Economic Forum i Cape Town, forlangte demonstranterne, at han kom ud og talte til dem. Det skete ikke. I stedet gik det kampklædte politi i aktion mod demonstranterne med vandkanoner og chokgranater, hvilket virker både ironisk, voldeligt og ekstremt unødvendigt overfor kvinder, der fredeligt benytter deres forfatningssikrede ret til at protestere - mod vold.

Dagen efter flyttede protesterne hen til parlamentsbygningerne i Cape Town, og endelig kom præsident Ramaphosa ud til demonstranterne. Hans tale til dem indeholdt ikke noget der kunne berolige kvinderne, og flere råbte til ham, at han har blod på hænderne p.g.a. regeringens manglende prioritering af vold mod kvinder. Oppositionspartiet Economic Freedom Fighters (EFF) har lige som mange andre forlangt, at der bliver erklæret national undtagelsestilstand for at håndtere det, de kalder ‘mænds krig mod kvinder’.

Protesterne kommer ikke til at stoppe her: de seneste uger har der været mange   demonstrationer og møder i hele landet (læs mere her: (https://www.news24.com/SouthAfrica/News/live-heavy-police-presence-in-cape-town-ahead-of-stopkillingourwomen-march-20190905).

D. 18. september afholdt præsident Ramaphosa et særligt samråd i parlamentet i Cape Town. Her fremlagde han en kriseplan til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder. Nogle organisationer i Sydafrika ser indkaldelsen til dette samråd som en sejr: deres protester er blevet hørt, og demonstrationer og kampagner fører nu til handling. Konkret indeholder regeringens nye kriseplan blandt andet oprettelsen af 11 nye domstole, der skal fokusere på kønsbaserede forbrydelser, og der investeres i forebyggende undervisning i skoler. Der vil blive uddannet særlige lokalsamfundsaktivister, såkaldte ’forebyggelsesaktivister’ i landets 278 kommuner som med lokal forankring og f.eks. husbesøg skal forebygge mænds vold mod kvinder.  Godt 500 millioner kroner øremærkes i det indeværende finansår til kampen mod kønsbaseret vold.

(læs hele præsident Ramaphosas tale d. 18 september her: http://www.thepresidency.gov.za/speeches/address-president-cyril-ramaphosa-joint-sitting-parliament-crisis-violence-south-africa%2C)

Sydafrikansk Hashtag-mobilisering: #AmINext og twitteradresserne @helpsurvivors og @DurbanSurvivors går viralt på få timer.

Sidikiwe! Genoeg is genoeg! Enough is enough! Nok er nok! Det råber Global Aktions partnere og andre civilsamfundsorganisationer og borgere, der har fået nok af regeringens manglende respons på mænds krig mod kvinder i Sydafrika. De store demonstrationer fortsætter, og protestbevægelsen er også at finde overalt på sydafrikansk Twitter.

#AmINext hashtagget har stor effekt: protesterne vokser og er hurtigt blevet umulige at ignorere. Studenterbevægelsen #FeesMustFall fra 2016 viser, at den sydafrikanske ungdom, ved brug af sociale medier, har fundet et værktøj der virker. Twitter-adressen @DurbanSurvivors kræver om muligt en endnu større ’trigger warning’ end #AmINext: denne twitter-adresse er en flod af voldtægtsbeskyldninger med den voldtægtsanklagedes navn, foto og kort beskrivelse af forbrydelsen. Der er ingen bevisførelse, og ofrene er anonyme. En slags ’MeToo’ på sydafrikansk. Rigtig mange mænd følger med på siden – nogle for at lytte, andre fordi de frygter at blive udstillet. Nogle mænd bliver anmeldt af mange kvinder, og alle afventer, hvad det må få af konsekvenser. Kvinderne, der følger siden, finder trøst og anerkendelse, og de kan udtrykke deres vrede eller måske overvinde en afmagtsfølelse. Selvom siden måske bliver lukket (flere fører sag og endnu flere kommer med trusler), har den allerede gjort dybt indtryk og vist, at det måske er det, der skal til for at skabe forandring: at alle historierne vælter ud uden, at nogen kan stoppe dem.

Hvorfor er der så mange historier, sidder nogle måske og tænker? Fordi hvert minut bliver tre kvinder i Sydafrika voldtaget af mænd; fordi hver tredje time bliver en kvinde dræbt af en mand; og fordi halvdelen af disse mord bliver begået af kvindens ægtefælle / kæreste!

Som ny forskning i Danmark viser (Asser Hedegård Thomsen i Forensic Science International: Synergy), er mænds vold mod kvinder også et alvorligt samfundsproblem herhjemme. Partnerdrab står for mere end hvert fjerde drab, og 57% af alle drab på kvinder begås af partneren (300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner).


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev