UNIQLO protest UN guidelines
UNIQLO løber fra regningen

Tandløse retningslinjer fra FN er en hån mod Jaba Garmindos afskedigede kvinder

06. marts 2020

I kategori

UNIQLO, et megasize fast fashion-brand fra Japan, løber fra deres ansvar over for de 2000 hovedsageligt kvinder, som mistede deres arbejde på en tekstilfabrik i Indonesien for fem år siden. Arbejderne modtog aldrig den afskedigelsesbetaling, som de ifølge indonesisk lov har ret til. Fabrikken havde produceret UNIQLO-tøj i en årrække, hvorefter ordrerne pludselig stoppede, og fabrikken lukkede. Arbejderne har krav på 5,5 millioner USD, men UNIQLO nægter at betale. 

Nyheden om, at UNIQLO havde dannet alliance med UN Women gav håb om en positiv effekt på den meget svære økonomiske situationen, som de 2000 afskedigede arbejdere fra Jaba Garmindo står i. Men nej. UNIQLO står fast på deres afvisning af arbejdernes krav. UN Women er tavse om problematikken. Alliancen fremstår dermed som en blåstempling af UNIQLOs opførsel. Det er en grotesk situation, som håner kvinders legitime krav overfor transnationale tøjvirksomheder.

Kvinderne fra Jaba Garmindo fortæller, at de har været nødt til at indstifte gæld, efter de mistede jobbet på fabrikken. Mange står stadig uden job alle disse år senere. Arbejdsløsheden skyldes enten at andre arbejdsgivere finder kvinderne for gamle, eller fordi kvinderne står fast på deres arbejderrettigheder, og derfor er blevet sort-listet af andre fabrikker i området.

Det er stadig ikke muligt at stille virksomheder juridisk til ansvar for deres overtrædelser af ’FNs Guiding Principles for business and human rights’ eller OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder. De frivillige retningslinjer skulle ellers netop stille arbejdere stærkere i forholdet til de transnationale virksomheder. Retningslinjerne har dog mest af alt gjort det tydeligt, at der er store problemer med virksomheders kontrol med produktionen i udlandet. I Danmark er der ingen reel rapportering fra virksomheder i forhold til, hvilke potentielle eller reelle problematikker de møder i deres produktionskæder i udlandet. Der mangler oplysninger om lønforhold på produktionsstederne samt om, hvordan de danske virksomheder tackler de alt for lave lønninger. Dermed er det ikke muligt for forbrugere at følge med i, hvordan forholdene i produktionen er.

Global Aktion siger #payupuniqlo – UNIQLO skal ikke slippe afsted med at løbe fra regningen!