Ny FN-chef udnævnt:

Tidligere tysk præsident bliver ny Vestsaharamægler

Den tidligere tyske præsident, Horst Koehler, bliver den nye særlige FN-udsending, der skal forsøge at finde en løsning på den mere end 40 år lange Vestsahara-konflikt.
05. juni 2017

I kategori

I kategori:

FN's generalsekretær, António Guterres, vil udnævne den tidligere tyske præsident, Horst Koehler, som sin nye udsending for Vestsahara. Koehler får dermed ansvaret for genoptagelsen af forhandlingerne mellem Marokko og Polisario om fremtiden for Vestsahara.

FN's Sikkerhedsråd gav i april sin støtte til at der gøres et nyt forsøg på at genoptage forhandlingerne om Vestsahara, som har været besat af Marokko siden 1975, og hvor Marokko og Polisario var i krig indtil indgåelsen af våbenhvile i 1991.

"Efter de sædvanlige konsultationer har jeg indstillet at udpege Horst Koehler fra Tyskland som min personlige udsending for Vestsahara," sagde FN's generalsekretær, António Guterres, i et brev til Sikkerhedsrådet, der blev offentliggjort af FN fredag den 2. juni 2017. Horst Koehler var tysk præsident fra 2004 til 2010. Før det var Koehler administrerende direktør for Den Internationale Valutafond, IMF. Han har også arbejdet for FN i forskellige udviklingsprogrammer og i et rådgivende panel for Den Afrikanske Udviklingsbank.

Optrapning af konflikten

Der skete en optrapning af konflikten om Vestsahara, da marokkanske styrker sidste år forsøgte at anlægge en vej i Guerguerat-området nær grænsen til Mauretanien. Området kontrolleres ifølge våbenhvileaftalen fra 1991 af Polisario. Begge sider trak deres styrker tilbage efter pres fra FN. Tidligere på året havde Marokko udvist en stor gruppe civilt ansatte fra FN's styrker i Vestsahara, MINURSO. Ikke alle de ansatte har fået lov til at tage tilbage af Marokko.

Marokko ønsker en autonomiplan for Vestsahara under marokkansk suverænitet. Polisario derimod ønsker en FN-støttet folkeafstemning, der vil omfatte spørgsmålet om uafhængighed. Forholdet mellem Marokko og FN nåede et historisk lavpunkt sidste år efter FN’s daværende generalsekretær, Ban Ki-moon, brugte ordet "besættelse" om Marokkos tilstedeværelse i Vestsahara.

FN's nuværende generalsekretær, António Guterres, udtrykte stor bekymring over situationen for titusindvis af saharawiske flygtninge i Algeriet, som vil se drastiske nedskæringer i deres fødevarerationer på grund af manglende finansiering, fortalte hans talsmand, Farhan Haq, til journalister. "Humanitær bistand, herunder fødevarehjælp, er livsvigtigt for de mange flygtninge fra Vestsahara," sagde Haq. "Generalsekretæren opfordrer derfor donorer til hurtigt at øge deres bistand til denne ofte oversete og sårbare befolkning."
Haqgjorde det klart, at FN's Verdensfødevareprogram har brug for 7,9 millioner dollars for fortsat at kunne yde fødevarehjælp de næste seks måneder.