FOTO: Ingrid Pedersen
Ikke med Vestsahara

Umuligt for EU at lave fiskeriaftale

Den engelske advokat, Rosa Curling, der har ført sagen i EU om fiskeriaftalen med Marokko, sagde under et besøg i Danmark, at EU ikke kan lave en ny, ulovlig fiskeriaftale.
25. april 2018

I kategori

I kategori:
Baggrund:

Den 21. december 2016 fik Polisario medhold ved EU-Domstolen i, at aftaler om handel og råstofudnyttelse mellem EU og Marokko ikke omfatter Vestsahara.

Denne nye sag er rejst af den engelske Western Sahara Campaign og drejer sig om, at fisk importeret fra Marokko er ulovligt, hvis det stammer fra Vestsahara, da fiskeriaftalen er i modstrid med international lov, hvis den omfatter Vestsahara.  Den 27. februar 2018 kendte EU-Domstolen fiskeriaftalen ulovlig, hvis den omfatter Vestsahara.

”EU kan ikke lave en ny fiskeriaftale, der er i modstrid med international lov,” fastslog Rosa Curling. Hun er menneskerettighedsadvokat i advokatfirmaet Leight Day i London, og det var hende, der førte sagen om EU's fiskeriaftale med Marokko for den engelske Vestsaharakampagne. Domstolen gav Vestsaharakampagnen medhold i, at fiskeriaftalen mellem EU og Marokko er ulovlig. Den er i strid med international lov, fordi Vestsahara er et besat land.

Rosa Curling besøgte Danmark i sidste uge, hvor hun blandt andet drøftede sagen med chefkonsulent David Kendal og Lars Bo K. Lund, Udenrigsministeriet, og mødtes med folketingsmedlemmer i Europa- og Udenrigsudvalgene – blandt andet Mogens Lykketoft og Nick Hækkerup.

På Københavns Universitet mødtes hun med professor Morten Broberg, juridisk fakultet.

Hun mødtes desuden med aktivister i Afrika Kontakt og med flere journalister for at informere om sagen.

Den britiske organisation WSC, Western Sahara Campaign UK, ønskede i første omgang spørgsmålet afgjort ved en engelsk domstol, for at afprøve, om det var lovligt at tildele engelske fiskere kvoter i det omstridte hav og om fisk importeret fra Marokko var lovlige på det engelske marked, hvis ikke det kunne dokumenteres, at de ikke kom fra Vestsahara.  Kampagnen havde forsøgt at få denne dokumentation fra det britiske fødevareministerium, men efter en høring ved en engelsk domstol i juli 2015, lød beskeden, at sagen skulle afgøres af EU-Domstolen. Det blev den 27.februar – til Vestsaharakampagnens fordel.

”Nu forventer vi, at den engelske regering vil respektere domstolens afgørelse og respektere, at det er forbudt at importere fisk, der kommer fra et besat land,” siger Rosa Curling, der tilføjer, at EU's egen lovgivning påbyder andre lande også at rette sig efter afgørelsen.

”Hvis det er forbudt i et land, gælder det samme i resten af EU,” siger hun.

”Hvis ikke, det bliver overholdt, må vi udfordre det,” siger hun og understreger, at da advokatfirmaet accepterede at føre sagen for Vestsaharakampagnen, var hun overhovedet ikke i tvivl om, at sagen ville blive vundet, for aftalen er ulovlig.

”Men der er selvfølgelig altid en procesrisiko,” tilføjer hun.

Ny aftale vil også være ulovlig

Det er allerede nu klart, at EU-Kommissionen arbejder med et forslag til ny fiskeriaftale, der også omfatter Vestsahara. Hvis den bliver vedtaget i Ministerrådet og godkendt i Parlamenter, vil den også være ulovlig, for international lov fastslår, at Vestsahara ikke er en del af Marokko, derfor er havet ud for heller ikke en del af Marokko.

”Hvis den vedtages, må vi udfordre dem igen,” siger hun.

Vestsaharakampagnen og en række andre ngo’er i resten af Europa vil holde øje med EU's kommende aftale med Marokko. Rosa Curling siger, at hun er sikker på, at saharawierne ikke bare har retten på deres side, men at sagen også medvirker til, at de selv kan afgøre deres egen fremtid, som de har krav på.

Hun understreger, at som menneskerettighedsadvokat er man konstant opmærksom på, om lovgivernes beslutninger er i overensstemmelse med lovgivningen, og det var fiskeriaftale ikke og hun roser den britiske kampagnegruppe for at have gjort et stort forarbejde, inden sagen kom for retten.

”Selv om sagen konkrete handler om England og   EU's fiskeriaftale med Marokko, vil den får en afsmittende virkning på andre aftaler, EU laver. Den har også betydning for, hvordan EU i fremtiden indgår aftaler. Det er slået fast, at man ikke kan indgå aftaler, der er i modstrid med international ret,” siger hun.

Underminering

Det forventes, at EU-Kommissionen vil forsøge at omgå rettens afgørelse for eksempel ved at hævde, at der er indgået aftale med ’befolkningen’ om udnyttelse af landets ressourcer, men FN har mange gange fastslået, at landets befolknings legitime repræsentanter er Polisario, som der ikke er lavet en aftale med. Der er heller ikke gjort forsøg på det.

”EU kan ikke formulere sig ud af at skulle rette sig efter Domstolens afgørelse,” siger hun og fremhæver, at EU altid henviser til, at FNs fredsproces skal afgøre konflikten.

”Men hvis EU laver en ulovlig aftale med Marokko, vil det jo være med til at underminere hele fredsprocessen,” siger hun. 

Rosa Curling nævner også, at selv om England er på vej ud af EU, vil de samme regler være gældende. Det vil være ulovligt at lave en fiskeriaftale, der strider mod international ret.