Uvidenhed eller dumhed?

Vestsahara er ikke besat...

…og andre særprægede synspunkter fra regeringen
03. december 2018

I kategori

I kategori:

Flere af regeringen ministre har afsløret en påfaldende mangel på viden om international ret og situationen i Vestsahara, når f.eks. landbrugs- og fiskeriaftaler har været til diskussion.

Mest markant er udenrigsminister Anders Samuelsens udtalelse på Udenrigs- og Europaudvalgets møde den 11. april, da udenrigsministeren erklærede, at Vestsahara ikke er et besat område og at der ingen problemer ville være med folkeretten, hvis EU's fiskeri- og landbrugsaftaler med Marokko også omfatter Vestsahara.  

For fuldstændigheden skyld tilføjede han, at Polisario ikke har monopol på at udtale sig på saharawiernes vegne. Det har han ganske ret i, men Polisario er dog af FN, African Union og alle andre internationale organisationer regnet som saharawiernes retmæssige repræsentanter.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen deler dog ikke dette internationalt anerkendte synspunkt. På Europaudvalgets møde den 9.november forklarede hun resten af udvalget, at ganske vist er Polisario af FN anerkendt som saharawiernes legitime repræsentanter i afkoloniseringsprocessen, men det gælder ikke, når man taler om fiskeriaftaler mellem EU og Marokko, forklarede hun udvalget.

En stor del af diskussionen i udvalget drejede sig netop om, hvorvidt ’lokalbefolkningen var blevet konsulteret i spørgsmålet’. En række lokale organisationer er blevet spurgt om deres holdning til, at havet ud for Vestsahara kan omfattes af aftalen. Polisario har valgt ikke at indgå i den dialog, da organisationer frygter, at det kan blive betragtet som en de facto-anerkendelse af besættelsen, så holdningen fra Polisario, der af resten af verdens regnes som saharawiernes legitime repræsentanter er ikke blevet efterlevet. 

I øvrigt skulle Europaudvalget taget stilling til spørgsmålet om udvidelse af fiskeriaftale, så den også omfatter kysten ud for Vestsahara, på baggrund af et 16 siders hemmeligt notat på engelsk og fransk, som udvalgets medlemmer havde fået udleveret et par time forinden.

Vi respekterer Domstolen

På mødet i april var Karen Ellemann fiskeriminister. Hun sagde dengang:

”Det er en prioritet for regeringen, at afgørelsen (fra EU Domstolen) respekteres. Vi har ikke bedt om et mandat i strid med folkeretten”.

Hun må dog forvente endnu en dom fra EU-Domstolen, da også de nye aftaler betragtes som værende i modstrid med folkeretten, fordi de såkaldte ’konsultationer’ ikke lever op til kravene.

Senere på samme møde sagde udenrigsminister Anders Samuelsen, at Polisario ikke har vetoret i spørgsmålet.

”I forbindelse med landbrugsaftalerne blev Polisario konsulteret – og det er det samme her,” sagde han. Men som sagt har Polisario ikke deltaget i konsultationer om nogen af aftalerne, fordi organisationer frygter, at det vil blive brugt som argument for at stadfæste Marokkos kontrol over området, og i øvrigt har både Mhamad Khaddad, der er  Polisarios forbindelse til FNs fredsbevarende styrke og Sidi Omar, der er Polisarios chefforhandler i FN sagt, at de frygter, at EU's aftaler med Marokko underminerer fredsbestræbelserne, fordi Marokkos incitament til en fredsaftale bliver mindre jo mere landet får lov til at udplyndre Vestsahara. 91 procent af den fisk, aftalen handler om, bliver fanget ud for Vestsaharas kyst – og tilhører altså retmæssigt landets indbyggere, saharawierne, der netop ikke er blevet konsulteret.

Eva Kjer Hansen forsøgte dog at berolige kritikerne med, at der vil blive nedsat en nedsat en blandet komite, der skal orientere EU-Kommissionen om, hvem der får glæde af pengene, som EU betaler for fiskeriaftalen, og hvordan man sikrer sig, at de kommer befolkningen til gode.

”Men jeg synes, I blander tingene sammen, for ganske vist har der været en konflikt i mere end 40 år. Men det her handler om at lave en fiskeriaftale – og parterne i den er EU og Marokko,” fastslog hun.

Eget ansvar

Når udenrigsministeren bliver spurgt, hvordan han forholder sig til, at danske virksomheder – i modstrid med Folkeretten bistår Marokko i et udnytte ressourcerne i Vestsahara, er udenrigsminister Anders Samuelsens svar – uanset om spørgsmålet drejer sig om rederiet Ultrabulk, der sejle fosfat fra El Aaiún til kunder i Canada eller om det drejer sig om Siemens Wind Power, der  sælger vindmøller, der forsyner forskellige installationer, der bidrager til udnyttelse af ressourcerne, at det er deres eget ansvar, for der er ikke vedtaget internationale sanktioner mod Marokko på området.

Standardsvaret lyder:

Svar: Regeringens linje i forhold til kommercielle aktiviteter i Vestsahara er i overensstemmelse med Folketingets enstemmige vedtagelse (V 79) om Vestsahara: ”At opfordre danske virksomheder til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i områder med uafklaret suverænitet som Vestsahara, og sikre at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen.” Det bemærkes, at der ikke er vedtaget internationale sanktioner i forhold til Vestsahara, og at private virksomheder står til ansvar for egne dispositioner. Hvorvidt kommercielle aktiviteter er i overensstemmelse med FN’s anbefalinger, må den enkelte virksomhed vurdere ud fra de konkrete omstændigheder og virksomhedens kendskab til alle relevante forhold. Regeringen har selvsagt en forventning om, at virksomhederne handler indenfor disse rammer.

Derudover opfordrer regeringen generelt virksomheder til at udvise samfundsansvar i tråd med principperne i FN’s Global Compact, der sætter universelle normer på området. Udenrigsministeriet er i løbende kontakt med erhvervsorganisationerne, herunder Rederiforeningen om disse anliggender.