Vi er en del af samme system

Astrid er 26 år og skriver speciale i Sociologi på Københavns Universitet. Hun har været aktiv i Afrika Kontakts Kampagnegruppe og Fiskerigruppe i snart halvandet år.

Det var især Afrika Kontakts politiske profil, der trak Astrid ind i organisationen til at begynde med.

”Jeg havde brug for at gøre noget, og her kan jeg kanalisere mine frustrationer,” siger hun. Vi taler om de kommende nedskæringer på udviklingsbistanden, klimaindsatsen, sociale ydelser og meget mere, hvortil Astrid siger: ”Man kan tabe pusten nogle gange. Det hjælper at kunne engagere sig et sted som AK. Folk skal have øjnene op for strukturerne i vores samfund.”

Kampagnearbejde skaber debat

Hvad laver I i kampagnegruppen?

”Vi har både metadiskussioner og sidder og nørder i små detaljer, når der f.eks. skal skrives et manuskript til en animationsfilm,” siger hun og henviser til de mindre animationsfilm, gruppen har udarbejdet i forbindelse med organisationens større kampagner. ”Det er mega spændende. Og også en øvelse, at skrabe viden til sig, når man skal udarbejde en kampagne.”

Astrid nævner som eksempel TTIP-kampagnen (mod den transatlantiske frihandelsaftale). At finde en skarp og letforståelig vinkel på en kompliceret problemstilling, der handler om strukturelle handelsvilkår og -aftaler, er noget anderledes end det akademiske arbejde, hun er vant til fra studiet. Men som hun siger: ”Det er fedt at få lov til at være rapkæftet.”

”Og så laver vi også aktioner og går på gaden, hvilket er grænseoverskridende og super sjovt på samme tid. Vi prøver at være kreative, uden at det bliver for latterligt. Der skal stadig være et budskab, uden at det drukner i spandex-dragter eller sådan noget.”

Om det fede ved at lave politisk kampagnearbejde bruger Astrid igen TTIP-kampagnen som eksempel: ”Vi har skabt meget opmærksomhed omkring TTIP. Det er blevet sådan, at TTIP for mange mennesker nu forbindes med Afrika Kontakt. Og når Mogens Jensen (tidligere Handels- og Udviklingsminister, S) skriver et læserbrev i Information om Afrika Kontakts kampagnevideo, ved man, at man har fået nogen i tale. Det er det fedeste! Og også at alle mulige mennesker på de sociale medier f.eks. deler en artikel, vi har skrevet på Modkraft.”

Solidaritet med småfiskere

Udover at engagere sig i det politiske kampagnearbejde, bruger Astrid også meget tid i fiskerigruppen.

I den gruppe beskæftiger man sig med problematikken om Ocean Grabbing. Det er en betegnelse for, at småfiskere over hele verden mister adgangen til kystfiskeri og dermed deres levebrød og retten til egne naturressourcer, da de bliver forskubbet til fordel for multinationale selskaber og kapitalinteresser. Fiskerigruppens partner, WFFP, engagerer sig på internationalt lobbyniveau i bl.a. FN-regi for at gøre opmærksom på småfiskernes kamp, og for at den skal tages seriøst og have en stemme på internationalt plan.

”Der er ikke noget i vejen med at bygge en skole i Afrika, men skal vi ændre strukturerne, er vi nødt til at se på det politiske.” 

Dette siger Astrid eftertrykkeligt for at forklare det lobbyarbejde, gruppen deltager i som en del af den større globale bevægelse for småfiskeres rettigheder.

Så I jeres arbejde i fiskerigruppen giver I ikke jeres partner fisk?

”Vi giver dem ikke en gang en fiskestang. Vi arbejder i solidaritet med hinanden om at ændre på nogle politiske beslutninger, der er problematiske for mennesker og miljø. Vi er en del af det samme system, så lad os kæmpe sammen for at lave det om."

Hvordan passer småfiskernes kamp ind i Afrika Kontakts overordnede arbejde?

”Fiskerigruppens arbejde er et eksempel på inkarnationen af, hvad Afrika Kontakt vil. Det handler om de mange over for de få og om folkelig kontrol over naturressourcer.”

Helt konkret bruger Astrid i øjeblikket tid på at researche på, hvordan småfiskernes kamp kan ses i forhold til den aktuelle klimadagsorden og de internationale diskussioner, der foregår. WFFP er blevet inviteret til et FN-møde i Senegal, og i den forbindelse vil gruppen i Afrika Kontakt fungere som støtte i forhold til vidensopbygning og politiske analyser.

Derudover er Astrid med i forberedelserne af efterårets klimakampagne og sidder med i et klimanetværk af større og mindre danske organisationer, som er gået sammen om at indkalde til klimamarch i København, dagen inden COP21 i Paris løber af stablen.

”Det er her dynamikker opstår”

Det er i høj grad Astrids politiske engagement og indignation over de grundlæggende uretfærdigheder i verden, der motiverer hende til i perioder at bruge flere aftener om ugen i Afrika Kontakts mødelokaler. Som hun siger: ”Det er ikke fordi, jeg siger, at alle skal være 100% lige, men jeg forstår ikke, at man kan synes at verden er retfærdig, som den er nu.”

At være med i forskellige netværk med andre, der forsøger at sætte en alternativ dagsorden og kæmper for eksempelvis folkelig kontrol over naturressourcer, er en måde for Astrid at kanalisere sin politiske indignation på. Under World Social Forum i Tuniesien i foråret mødtes en masse demokratibevægelser fra hele verden, hvor Astrid sammen med en anden aktivist fra Afrika Kontakt deltog på fiskerigruppens vegne: ”Man forstår først, hvad det hele handler om, når man møder de her folk. Hvad deres virkelighed og kamp går ud på,” forklarer hun.

Noget af det, der derudover gør Afrika Kontakt til et fedt sted at være aktiv, er at der ikke er langt fra tanke til handling, og at ideerne ikke drukner i bureaukrati og procedurer, forklarer Astrid. ”Der er god mulighed for at få indflydelse, og man kan være med til at præge organisationen, og hvor den skal hen.”

Hun kommer med et eksempel fra sidste uges kampagnemøde, hvor gruppens fremtidige kampagnearbejde blev diskuteret: ”Bum – en ny kampagne. Der opstod en spontan kampagne sådan: »Så gør vi det, fordi vi synes det er spændende, og fordi vi kunne tænke os at lave mere om det emne«. Det er her dynamikker opstår.”