Somaliagruppen

Vi arbejder med demokratisk udvikling og mobilisering gennem styrkelse af ungdomsorganisationer i Somaliland

I Somaliagruppen beskæftiger vi os med demokrati og rettigheder samt muligheder for unge. Unge i Somaliland oplever en virkelighed, som er præget af økonomisk usikkerhed. Der er stor fattigdom, mange mennesker er afhængige af såkaldt diasporastøtte udefra, og ungdomsarbejdsløsheden er på hele 75 %. Selv unge, der bliver uddannet fra universiteterne, kan ikke få job, og oplever at blive skubbet mod andre løsninger: kriminalitet eller migration. Samtidig har ungdommen ikke politisk indflydelse. Man anslår, at op imod 70 % af Somalilands befolkning er under 30 år – alligevel har unge under 35 år ikke mulighed for at deltage i det politiske liv og fx stille op til valg. Desuden er Somaliland fortsat et klanbaseret samfund, hvor religiøse og traditionelle ledere ikke giver meget plads til ungdommen. 

Somalia-gruppen arbejder tæt sammen med den somalilandske bevægelse Haqsoor, der længe har beskæftiget sig med fredsskabende aktiviteter og konfliktløsning mellem forskellige klaner. Vores partnerskab er baseret på en fælles interesse i en bedre fremtid og en mere lige og retfærdig verden. Vi arbejder sammen med Haqsoor om projekter, der har til formål at styrke ungdomsorganisationer og derved skabe mere rum for politisk handling for Somalilands ungdom. De unge har ikke ret mange muligheder for at agere, hverken politisk eller socialt. Derfor forsøger vi at oprette nogle ungdomsfora, der skal give de unge mulighed for at ytre sig, diskutere deres politiske rettigheder og finde redskaber til at få indflydelse.

Som medlem af Somaliagruppen vil du få mulighed for at blive en aktiv del af vores partnerskabsarbejde med Haqsoor. Du vil få indsigt i projektplanlægning og projektstyring, ligesom det er en konstant og aktiv opgave at vedligeholde et ligeværdigt partnerskab, der baserer sig på mere end penge, og er bygget på gensidig solidaritet og respekt. Det betyder, at vi også har en opgave i at gøre, hvad vi kan, for at sætte Somalia og Somaliland på dagsordenen herhjemme. Vi gør en indsats for at udbrede viden om den somalilandske kontekst til den brede danske befolkning, lave lobbyarbejde på politisk plan og støtte op om Haqsoors egne initiativer. 

Hvis du er interesseret i at være med i Somaliagruppen eller bare vil høre mere, så skriv en mail til info@afrika.dk. Skriv gerne lidt om dig selv, og hvorfor du er interesseret i Somaliagruppen. Vi forventer ikke, at du har stor erfaring, men vi forventer, at du er engageret og villig til at sætte dig ind i den kontekst, som vores arbejde foregår i. Vi holder møder 1-2 gange om måneden.