Vestsaharagruppen

Vi arbejder med demokrati og menneskerettigheder i Afrikas sidste koloni

Vestsaharagruppen i Afrika Kontakt har til formål at skabe opmærksomhed omkring Vestsaharaproblematikken i Danmark og EU. Siden 1975 har Vestsahara været besat af Marokko, på trods af både FNs og den Internationale Domstol i Haags fordømmelse af besættelsen. Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har hverken mulighed for at bestemme over deres eget land eller deres eget liv. Det marokkanske kongedømme slår hårdt ned på politiske aktivister, og særligt hvis de har tilknytning til Vestsahara. I Vestsaharagruppen støtter vi saharawiernes kamp for en demokratisk folkeafstemning, der skal afgøre områdets tilhørsforhold.

En stor del af vores arbejde går ud på at lave politisk lobbyarbejde både i Danmark og internationalt. Vi retter os ikke mindst mod danske folketingsmedlemmer og regering samt mod danske virksomheder, der engagerer sig, eller ønsker at blive aktive i det besatte Vestsahara. Det er en del af vores forståelse af aktiv solidaritet, at vi gør, hvad vi kan for at placere og fastholde Vestsahara på den politiske dagsorden. 

Derudover samarbejder vi i Vestsahara med vores partner Unión de la Juventud de Saguía el Hamra y Río de Oro (UESARIO) i de saharawiske flygtningelejre nær Tindouf i Algeriet. Sammen med dem arbejder vi for at skabe bedre adgang til det politiske system for unge gennem sociale medier. Det skal give dem en platform, hvor de kan udtrykke deres holdninger og dokumentere deres situation for verdenssamfundet. 

Således er der som aktiv i Vestsaharagruppen en bred vifte af aktiviteter, man kan engagere sig i – både politisk lobby- og kampagnearbejde samt projektarbejde. 

Vi forventer ikke, at du som aktiv i gruppen nødvendigvis er ekspert, men vi forventer, at du interesserer dig for udvikling og rettigheder, og at du er engageret og villig til at lægge noget energi i at sætte dig ind i den politiske kontekst, vi arbejder i. Vi mødes flere gange månedligt.

Hvis du er interesseret i at være med eller bare høre nærmere, så skriv til info@afrika.dk, gerne med lidt tekst om dig selv og hvorfor du er interesseret i vores arbejde.