Workshop i kritisk mundtlig formidling

Søndag d. 4. marts inviterer Netværk for Solidarisk Handel til workshop med Linda Hansen, kommunikationsrådgiver i Enhedslisten, som skal hjælpe os til at brage igennem informationssamfundets lydmur!

Workshoppen vil tage udgangspunkt i Netværk for Solidarisk Handel og styrke netværkets kommunikation om global handel og alternativer. Handel er ét af mange og overlappende temaer vi jonglerer med i organisationerne i netværket, og redskaberne fra kurset er ikke mindre relevante indenfor andre tematikker. Dagen vil præsentere en guldgrube af redskaber til mundtlig formidling som vil styrke deltagerne og vores organisationer generelt.  

Målet med kurset er at vi får redskaber til at holde oplæg og præsentere komplekst stof på en forståelig måde, at vi bliver klædt på til at stille op og holde en tale til en demonstration, og at vi får nogle gode tricks i ærmet til at kunne sidde i paneler og debatter.

Programmet er som følger:

1)      At identificere en grundfortælling: Udgangspunkt i Solidarisk Handel.

Hvem er vi, hvad vil vi, og hvorfor er det vigtigt?

2)      Vores kommunikation: Præsentationsteknik, argumentationsteknik og praktiske øvelser

3)      Pressecyklus: Hvordan bliver man sin egen spindoktor og kommer i medierne?

Vi håber at se så mange interesserede som muligt fra de forskellige organisationer og arbejdsgrupper. Udover vise ord, inspiration og sparring vil dagen også byde på lækker frokost med udsigt over Afrika Kontakts nye kontorlandskaber.

 

Kurset finder sted d. 4. marts, kl 10-16, på Afrika Kontakt, Wesselsgade 2, stuen, 2200 Kbh N.

Tilmelding sker til Birgitte (Afrika Kontakt) senest torsdag d. 1. marts ved at sende en mail til birgitte@afrika.dk.

 

/Netværk for Solidarisk Handel (NOAH, Afrika Kontakt, Mellemamerika Komiteen og Colombia Solidaritet).