Vedtægter for Afrika Kontakt

§ 1 Navn:
Organisationens navn er Afrika Kontakt. Afrika Kontakt er en landsdækkende organisation, med hjemsted i Storkøbenhavn.


§ 2 Formål:
Afrika Kontakt er en solidaritetsbevægelse, der arbejder på et demokratisk, ikke-voldeligt og almennyttigt grundlag med henblik på at sikre, de universelle menneskerettigheder med vægt på de sociale og økonomiske rettigheder.

Stk. 1. Afrika Kontakts første hovedformål er at indgå i en fælles kamp med partnere i nord og syd for folkelig demokratisering af de politiske og økonomiske strukturer, der i deres nuværende form skaber ulighed og uretfærdighed.
Det vil vi gøre ved at:

  1. Indgå i og skabe alliancer med andre bevægelser, der støtter følgende formål: At kæmpe for en retfærdig verden med respekt for menneskerettigheder, hvor alle har lige muligheder og friheder og sikre grundlæggende politiske forandringer, der kan gøre op med den globale ulighed.
  2. Med udgangspunkt i vores mangeårige støtte til afrikanske græsrødders kamp, indgå i alliancer med andre bevægelser for at styrke organisering, mobilisering, netværk og det faglige niveau, både hos os selv og vores allierede, for dermed at skabe de bedst mulige vilkår for at skabe forandring.
  3. Skabe alliancer, der kan tage faglig, politisk, økonomisk og humanitær form med folkelige organisationer og bevægelser i det globale Syd, og andre steder.
  4. Aktivt søge om projektmidler og andre økonomiske midler til folkelige organisationer og bevægelser.

Stk. 2. Afrika Kontakts andet hovedformål er at opbygge en stærk, mangfoldig og progressiv dansk solidaritetsbevægelse, der i samarbejde med folkelige organisationer og bevægelser verden over, kæmper mod global ulighed. Det vil vi gøre ved at:

  1. Bygge en platform, der er drevet af frivillighed og aktivisme, og skabe de bedst mulige organisatoriske og fysiske rammer for aktivisme, samt involvere en bred gruppe af aktivister i hele Danmark
  2. Skabe en selvstændig og bæredygtig økonomi
  3. Styrke den politiske dimension, netværk og fagligheden i vores arbejde og skabe et stærkt kampagne-, politik- og lobby arbejde i Danmark og globalt
  4. Arbejde med at udvikle vores alliancer og partnerskaber i syd, blandt andet med fokus på at sætte lokale kampe ind i en politisk, global sammenhæng og at dele læring og viden

 

§ 3 Medlemskab:
Som medlem af Afrika Kontakt optages enkeltpersoner samt lokale og landsdækkende faglige, kulturelle og politiske organisationer og folkelige bevægelser i Danmark, der støtter Afrika Kontakts formål. Medlemmer af en lokal aktivgruppe, der har betalt kontingent hos den lokale aktivgruppe, er medlemmer med lige rettigheder. Lokale aktivgrupper skal som minimum tilsluttes sig Afrika Kontakts to hovedformål og Afrika Kontakts strategi. Hovedformålene skal være reflekteret i deres lokale vedtægter. En lokal aktivgruppe betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. 

Stk. 1.
Den ordinære kontingentsats for medlemskab af Afrika Kontakt besluttes af generalforsamlingen, efter indstilling fra Forretningsudvalget (herefter: FU).

Stk. 2.
FU, kan afvise nye medlemmer de mener, vil modarbejde foreningens formål. Enhver afvisning besluttet af FU kan omstødes af Generalforsamlingen.

Stk. 3.
Et medlem eller lokal aktivgruppe kan ekskluderes, hvis vedkommende handler imod Afrika Kontakts formål på en sådan måde, at det kan skade Afrika Kontakt. Beslutningen om eksklusion træffes af FU. Medlemmet indbydes skriftligt med taleret til mødet. Eksklusion forelægges førstkommende generalforsamling.

Stk. 4.
Hvis mindst fire medlemmer bosiddende i et lokalområde ønsker det, kan en lokal aktivgruppe oprettes på disse medlemmers initiativ. Lokale aktivgrupper skal benytte Afrika Kontakts navn, så længe lokale aktivgruppers formål er det samme som Afrika Kontakts formål og deres arbejde ligger indenfor den til enhver tid gældende strategi for Afrika Kontakts arbejde.

§ 4 Generalforsamlingen:

Stk. 1.
Generalforsamlingen er Afrika Kontakts højeste myndighed.
Stk. 2.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Stk. 3.
Den ordinære generalforsamling indkaldes med angivelse af dagsorden i Afrika Kontakts elektroniske nyhedsbrev og dennes hjemmeside eller i en af Afrika Kontakt udsendte meddelelser til alle medlemmer med mindst 6 ugers varsel.
Stk. 4.
Forslag til vedtægtsændringer skal være FU i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen og skal bekendtgøres for alle medlemmer senest 2 uger før generalforsamlingen via Afrika Kontakts elektroniske nyhedsbrev. Andre forslag skal forelægges skriftligt senest ved generalforsamlingens start.
Stk. 5.
Alle medlemmer har stemme- og taleret på generalforsamlingen.
Stk. 6.
Alle fremmødte medlemmer har én stemme. Der er mulighed for at hvert medlem har én skriftlig fuldmagt fra et andet medlem.
Stk. 7.
Afstemninger afgøres ved simpelt flertal. Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de angivende stemmer. Eller almindeligt flertal på to efter hinanden følgende generalforsamlinger.

 

§ 5 Generalforsamlingens dagsorden:
Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Afrika Kontakts skriftlige beretning
3. Fremlæggelse af revideret regnskab samt indsamlingsregnskab, for det forløbne år.
4. Vedtagelse af arbejdsplan
5. Fremlæggelse af aktivitets-budget.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Indkomne forslag.
8. Valg af et forretningsudvalg bestående af et ulige antal medlemmer
9. Valg af statsautoriseret eller registeret revisor.

 

§ 6. Stormøder
Stk. 1. Der afholdes minimum 1 gang om året et landsstormøde, hvor alle aktivister i Afrika Kontakt og de lokale aktivgrupper diskuterer fælles analyser, strategier, planer og opgaver.
Stk. 2. Stormødets dagsorden fastsættes af FU.
Stk 3. Indkaldelsen og dagsorden til stormødet sker via i Afrika Kontakts elektroniske nyhedsbrev med mindst 6 ugers varsel.
Stk. 4. Stormødets beslutninger kan ikke ændre generalforsamlingens beslutninger og budgettet, men kan støtte op om disse. Alternativt kan de igangsætte diskussioner om ændringer, som fremtidige generalforsamlinger kan tage stilling til.


§ 7 Forretningsudvalget:
Stk. 1.
FU repræsenterer Afrika Kontakt overfor offentligheden og er Afrika Kontakts højeste myndighed mellem generalforsamlingerne.
Stk. 2.
FU konstituerer sig selv med en eller to formænd og en kasserer.
Stk. 3
FU fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4
FU virker som indsamlingsudvalg.
Stk. 5.
FU udarbejder retningslinjer for ansættelser. FU er ansættelsesudvalg, med ansvar overfor generalforsamlingen.
Stk 6.
FU godkender alle fondsansøgninger over 45.000 kr. før disse sendes.
Stk 7.
Der afholdes mindst 7 FU møder om året.

 

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling:
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes hvis

1) Et flertal af FU medlemmerne eller
2) 3 kollektive medlemmer / lokale aktivgrupper eller
3) 25 individuelle medlemmer ønsker det og stiller skriftlig krav derom med forslag til dagsorden.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 5 uger efter, at kravet herom er modtaget.
Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med angivelse af dagsorden i enten Afrika Kontakts elektroniske nyhedsbrev eller i en af Afrika Kontakts udsendt meddelelser til alle medlemmer med mindst 3 ugers varsel.

 

§ 9 Regnskab og revision:
Stk 1.
Afrika Kontakts regnskabsår er kalender-året. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.


§ 10 Tegning og hæftelse:
Stk. 1. Afrika Kontakt forpligtes ved underskrift af 2 FU medlemmer.
Stk. 2. Formanden kan meddele kassereren og en ansat bogholder fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale udgående forpligtelser.
Stk. 3. Afrika Kontakt hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke Afrika Kontakts medlemmer eller FU nogen personlig hæftelse.

 

§ 11 Opløsning:
Stk. 1. Opløsning af Afrika Kontakt kan vedtages på en generalforsamling og skal stadfæstes på den førstkommende generalforsamling. I begge tilfælde med 2/3 flertal af de angivende stemmer.
Stk 2. Ved opløsning af Afrika Kontakt beslutter generalforsamlingen, hvilke(t) formål eventuelle midler skal gå til. Disse (dette) formål skal være i overensstemmelse med Afrika Kontakts formål.
 
Vedtaget på generalforsamlingen den 25. april 1992. Ændret på generalforsamlingen i maj 1996, april 2003, april 2007, april 2010, april 2013 og april 2014 samt april 2016