Sharpeville remembered

Sharpeville i dag

Skrevet i Marts 2010 af historiker Gorm Gunnarsen.

Forestillingen om, at nogle er født til at forbruge, mens andre er født til at arbejde, nød op gennem det 20. århundrede bred opbakning i hvide kredse. Så udbredt var forestillingen, at kampen mod den fik sin egen dag.

Siden 1966 har FN opfordret til at markere den 21. marts som en dag for bekæmpelse af racisme og diskrimination. Den kamp er fortsat aktuel i et globalt system, hvor »vestlig« herkomst giver lettere adgang til at krydse grænser, handle på verdensmarkedet og modtage sociale ydelser end »ikke-vestlig« herkomst.

Det er sund fornuft at advare mod en historisk gentagelse af den skærpede race-adskillelse, som europæere byggede i det sydlige Afrika op gennem det 20. århundrede. Der er faretruende tegn på, at murene vil genrejses på globalt niveau i det 21. århundrede.

Især bør advarselslamperne blinke, når vi i den nationale debat om globaliseringen ind imellem har svært ved at høre om det væsentligste mål er at hindre folkevandringer fra Afrika til Europa, eller om det langsigtede politiske mål dybest set er at sikre et værdigt liv for alle mennesker, uanset herkomst, med frihed og adgang til livsfornødenheder.

Den 21. marts minder os om, at vi bør fastholde målet om lighed, for når angsten for store grupper af fremmede motiverer lovgivningsarbejde, kan det lede til systematisk diskrimination. Faren for at gøre etnisk diskrimination til en institution er forbundet med en mærkedag, hvor kampen mod apartheids diskrimination blev mødt med massedrab.

I apartheid-landet Sydafrika voksede den folkelige modstand mod den hvide stats forskelsbehandling af sydafrikanere sig stærk i årene efter 2. Verdenskrig. I slutningen af 1950’erne var mange lokalsamfund stærkt radikaliserede – og modstandens organisationer, især Albert Luthuli og Nelson Mandelas organisation ANC (African National Congress) forsøgte at organisere modstanden i en landsdækkende og mere disciplineret ikke-voldelig mobilisering.

Den radikaliserede grundstemning i befolkningen kom både til udtryk i de store byer og i de afrikanske reservater. Et eksempel i byerne var det hærværk, som tusindtallige grupper af kvinder i 1959 begik mod de statslige ølhaller i Natal. Kvinderne opfattede ølhallerne som overgreb på deres livsgrundlag på hele tre forskellige måder. For det første drak mændene deres løn op i ølhallerne. For det andet drak mændene ikke længere hjemmebryg, som mange enlige kvinder tidligere havde levet af at sælge, indtil myndighederne havde gjort deres ølsalg ulovligt. For det tredje finansierede ølhallerne administrationen af de paslove, der indskrænkede lovligt ophold for flertallet af kvinder til reservaterne.

I reservaterne (»hjemlandene«), steg utilfredsheden igennem 1950’erne i takt med den tvungne overbefolkning, uretfærdige jordlove og den umyndiggørende indsættelse af ledere, der var indstillet på at samarbejde med styret. I slutningen af 1950’erne blussede oprør op i Zeerust-distriktet ved grænsen til Botswana, i Sekhukuneland helt i nord og i Pondoland helt i sydøst. Bønderne jog de regeringsvenlige høvdinge bort eller slog dem ihjel og begyndte at opbygge deres egne regeringer og domstole. Nogle af oprørerne holdt stand mod styret i flere måneder.

For at fastholde initiativet og samle modstanden i landsdækkende, ikke-voldelig civil ulydighed forberedte ledelsen i ANC en paskampagne, der skulle strække sig over flere måneder. Ledelsen pegede på landsdækkende aktioner mod paslovene som en naturlig fællesnævner, der kunne samle de mange lokale protestaktioner i en national kampagne.

ANC’s årsmøde i december 1959 styrkede organisationens enighed, der ellers det foregående år havde lidt under splittelsen med den såkaldte afrikanistiske fløj, der var brudt ud og havde dannet PAC (Pan-Africanist Congress) i april 1959. Afkolonialiseringen i andre dele af Afrika var en afgørende inspiration for en stærkt optimistisk stemning på årsmødet, som enstemmigt besluttede at gå i gang med paskampagnen.

1960 skulle også være et frihedsår for det sydlige Afrika. ANC fastlagde den 31. marts 1960 som kampagnestart med protestdeputationer og folkemøder. I maj skulle kampagnen udvikle sig med regionale demonstrationer. Håbet var, at kampagnen kunne blive tilstrækkelig bred til, at den juni kunne kulminere med en folkestrejke.

PAC forsøgte imidlertid at vinde initiativet ved at komme ANC i forkøbet. Ved en pressekonference den 18. marts annoncerede præsidenten for PAC, Robert Sobukwe, den 21. marts som dato for en landsomfattende ulydighedsaktion. Opfordringen til aktion blev fulgt i nogle townships syd for Johannesborg og i den største Cape Town. Selvom de tusinder, der mødte op uden pas ved politistationerne i Sharpeville (syd for Johannesborg) og Langa (udenfor Cape Town) efter alt at dømme ikke havde voldelige hensigter, åbnede skræmte politifolk ild mod demonstranter og tilskuere.

69 blev dræbt og ca. 200 såret i Sharpeville; mens 2 blev dræbt og ca. 50 såret i Langa. Størsteparten af de myrdede ved Sharpeville var skudt i ryggen.

Der eksisterer meget forskelligartede versioner af massakren i Sharpeville. I sin historiske roman, Vredens Land, manipulerer Wilbur Smith med begivenhedernes gang og ser drabene som udslag af politifolkenes frygt for autentisk navngivne væbnede modstandsorganisationer, der faktisk endnu ikke var oprettet i 1960. Den populære forfatter opnår derved en retfærdiggørelse af drabene, der vildleder læserens forståelse af massakrens egentlige motiv og indvirkning på den undertrykte befolkning.

I de mange øjenvidneberetninger fra massakren kan der dog ikke findes et klart belæg for at se et entydigt og længe planlagt overlæg. Til gengæld er massakren et udtryk for voldsoptrapning som en dybt forankret måde at reagere på mod den sorte befolknings massebevægelser. Sharpeville-massakren fulgte mønsteret fra undertrykkelsen af tidligere strejker og masseprotester – og især den efterfølgende undertrykkelse af befolkningens organiserede sorg viser et meget gustent overlæg.

Angsten bredte sig blandt de overlevende. Der gik mange og meget lange minutter inden beboerne i Sharpeville turde vise omsorg for døde og sårede på den åbne plads ud for politistationen. Og der gik mere end tyve år, førend en større del af Sharpevilles indbyggere aktivt deltog i bevægelser mod apartheid. Og frygten smittede af på de fleste aktivister, som resignerede. I den hvide befolkning var grundtanken, at det ville give mere ro og sikre »the South African way of life«. Set over et tiårigt perspektiv var denne opfattelse også korrekt. Lønninger til tjenestefolk og minearbejdere steg ikke det efterfølgende årti, mens det sydafrikanske BNP samtidig oplevede en fordobling.

På kort sigt dæmpede massakren ikke gemytterne. Den umiddelbare reaktion blandt Sydafrikas sorte befolkning var sorg og vrede. I Johannesborg afholdt en inderkreds af ANC-folk en række nattemøder i døgnene efter massakren. Møderne ledte til en opfordring fra Albert Luthuli om at blive hjemme fra arbejde den 28/3 i stedet for at demonstrere mod paslovene den 31/3, som det oprindeligt var planlagt.

Premierminister Verwoerd havde en anden måde at reagere på. Umiddelbart forklarede han i parlamentet, at den slags ting simpelthen bare skete en gang imellem i Sydafrika som et resultat af jævnligt opblussende følelser, og at begivenhederne på ingen måde kunne relateres til paslovgivningen. Men derefter fremlagde han ANC’s planer for protester mod paslovene og forsikrede om, at regeringen ville gribe ind.

24/3 foretog politiet razziaer hos en lang række privatpersoner, i ANC’s kontorer og hos andre anti-apartheidorganisationer. Selvom politiet gjorde, hvad de kunne for at konfiskere løbesedler og arrestere uddelerne, var ANC i stand til at informere bybefolkningen om sørgedagen og opfordre dem til at blive hjemme fra arbejde den 28. marts. Mellem 22. og 25. marts var der flere lokale pasaktioner ved politistationer. I de fleste tilfælde forskansede politiet sig og undlod at arrestere folk. 26. marts instruerede justitsministeren politiet om at lade være med at håndhæve paslovene. Samme dag foreslog justitsministeren et forbud mod PAC og ANC.

ANC’s inderkreds diskuterede modtræk. Diskussionerne udmundede i, at Luthuli brændte sit eget pas og erklærede, at han aldrig mere igen ville bære et pas, og at et forbud mod ANC ville skabe endnu større kaos end det nuværende, mens Oliver Tambo blev sendt ud af landet for at forberede eksilarbejde. Folk blev hjemme den 28/3. I byer som Cape Town og Port Elizabeth lå alt dødt, mens langt størsteparten af den afrikanske arbejdsstyrke udeblev i Johannesborg-området og Durban. Inderne i Natal og Transvaal lukkede forretninger og kontorer. I Cape og Johannesborg-området foranstaltede ungdomsbander angreb på folk, som ikke iagttog sørgedagen. Mange arbejdsnedlæggelser fortsatte efter sørgedagen.

I de tidlige morgentimer 30/3 arresterede politiet flere hundrede ledende medlemmer i Kongresalliancen, PAC og det ligeledes unge Liberale Parti overalt i Sydafrika. Senere på dagen erklærede regeringen undtagelsestilstand med virkning fra den foregående dag og mobiliserede borgermilitserne. Undtagelsestilstanden, der omfattede ca. 100 udvalgte områder, kom til at gælde frem til slutningen af august, hvor de fleste af de tilbageholdte også blev løsladt.

Ligeledes 30/3 stormede politiet om morgenen township’en Langa udenfor Cape Town og smed folk ud af deres skure og barakker for at få dem til at gå på arbejde. I stedet for gik folk ind til Cape Towns centrum, hvor 30.000 arbejdere samledes. Lederen for den spontane demonstration, PAC-aktivisten Philip Kgosana, forlangte på forsamlingens vegne, at paslovene blev fjernet, at lønnen blev bedre, og at ingen af de aktionerende blev udsat for repressalier.

Efter at have fået løfter om et møde med justitsministeren opfordrede Kgosana demonstranterne til at gå hjem i god ro og orden, hvilket de 30.000 også gjorde. Da Kgosana senere mødte op for at møde justitsministeren, blev han tilbageholdt. 

Nationalisterne reagerede på demonstrationen ved at sætte militæret ind overfor de strejkende i Cape Town. I de første dage af april var der fortsat strejker og massedemonstrationer omkring Durban og Cape Town. Med særdeles hårdhændede midler, der kostede flere døde og snesevis af sårede, fik politi og militær tvunget de strejkende i defensiven, således at situation var nogenlunde under kontrol igen omkring den 7. april. Samme dag begyndte politiet igen at håndhæve paslovene; og den 8. april blev justitsministerens forslag om forbud mod ANC og PAC vedtaget i parlamentet med 128 stemmer mod 16. Det kunne koste op til 10 års fængsel, hvis man dristede sig til så meget som at fremme organisationernes formål (som jo var at sikre almindelig valgret)

Sharpevillekrisen betød blivende forandringer af betingelserne for apartheid-modstand i Sydafrika. Der blev i vidt omfang slået bro over den traditionelle splittelse mellem afrikaans- og engelsktalende i den hvide magtblok. Det kom allerede til udtryk i de første dage af krisen, hvor det største oppositionsparti, United Party, tog afstand fra den manglende håndhævelse af de paslove, de ellers selv ønskede slækket. Konfronteret med faren for sort politisk magt, faldt det altovervejende flertal af hvide, både engelsk- og afrikaanstalende, ind i en selvretfærdig envejstænkning, der ikke evnede at se egne handlinger som konfliktskabende.

De mere alvorlige personlige konsekvenser, som selv begrænset deltagelse i modstanden kunne indebære, betød at flertallet tabte modet. Men mange yngre mænd blev mere stejle. Undtagelsestilstandens krystalklare modsætningsforhold øgede uforsonlighed og radikalitet hos de unge.

De åbne og ikke-voldelige aktionsformer, som havde kendetegnet modstanden i 1950’erne, var ved at miste deres relevans. Mange aktive mistede troen på, at apartheid kunne reformeres. De afrikanske nationalister, som stadig ville kæmpe for politiske rettigheder, blev nødt til at tænke inden for rammerne af systemoverskridende politiske målsætninger. Det indebar et ideologisk skift fra en konventionel demokratisk model til en revolutionær demokratisk model; en model, som konkret indebærer opbygning af et alternativt magtapparat, en dobbeltmagts-strategi, fordi det ikke er muligt at forestille sig afgørende politiske forbedringer inden for systemets rammer.

Endelig indebar Sharpeville-krisen også en drastisk forværring i Sydafrikas internationale omdømme. Omverdenens reaktion lagde grunden til internationalt og folkeligt forankret anti-apartheidarbejde. Det internationale pres på Sydafrikas hvide mindretal var den eneste af de politiske udgange fra Sharpeville-krisen, der pegede i retning af ublodig reformering af systemet.

I denne sammenhæng spillede Danmark en særlig rolle, fordi det eksilerede ANCs første repræsentant Oliver Tambo (i grel modsætning til resten af Vesteuropa) allerede i foråret 1960 blev godt modtaget af Danmarks statsminister Viggo Kampmann og efterfølgende hyldet ved fagbevægelsens første maj-arrangement i Fælledparken. De danske FN-organisationer og Dansk Ungdoms Fællesråd var hurtige til at reagere på Oliver Tambos opfordringer og mobiliserede bredt til den forbrugerboykot, der i 1980erne udviklede sig til, at Folketinget vedtog love, som forbød handel med og investeringer i Sydafrika. Den dominerende indstilling i NATO var dog fra start, at ANC gik Sovjetunionens ærinde. Og de vestlige efteretningstjenester – herunder den danske – styrkede efter Sharpevillekrisen samarbejdet med det sydafrikanske politi for at identificere forbindelseslinjer mellem ANCs eksilbevægelse og ANCs undergrund – især efter at Nelson Mandela i 1961 stod i spidsen iværksættelsen af bevægelsens beslutning om at forlade fem årtiers ikke-voldelig strategi og indlede væbnet kamp. Det var således også først i 1985, at PET stoppede samarbejdet med det sydafrikanske politi, og først da ANC i 1990 indstillede den væbnede kamp, at ANC modtog direkte støtte fra den danske stat.

I selve Sydafrika lå Sharpeville-massakren som en allestedsnærværende undertone i forholdet mellem sydafrikanere i de efterfølgende tre årtier. Det var det ord, som hvide fruer hviskede i øret på gartnere eller kokkepiger, der ønskede bedre arbejdsforhold. Og det var det budskab, som den sydafrikanske stat anvendte for at dæmpe den sorte befolknings lyst til at deltage i genrejsningen af modstandsviljen.

Da den første landsdækkende folkebevægelse for almindelig valgret siden 1961 havde indkaldt til stiftende møde i township’en Mitchell’s Plain uden for Cape Town i august 1983, spredte politi og militær titusinder af falske løbesedler i den nye bevægelses navn. I løbesedlerne blev det stiftende massemøde udsat på ubestemt tid med et nyt mødested: »the Community Hall in Sharpville«. Frygten var apartheidstatens primære våben mod det sorte flertal gennem tre årtier. Frygten for massakrer blev først gradvist overvundet af den sorte befolkning, da ungdommen efter gymnasielevernes oprør i 1976 kastede sig ud i modstandskampen.

Omkring 1990 foregik nye massakrer næsten dagligt. Men heldigvis var der også på det tidspunkt tilstrækkeligt mange hvide mennesker, som ikke ønskede endnu flere massakrer, også selv om de dermed stod til at miste deres privilegier. Derfor indtraf det mirakel, som gjorde Sydafrika til et ikke-racedelt demokrati, efter tre årtier, hvor politiet ikke havde haft et retsansvar – og dermed var sunket dybt i retning af morderiske tendenser.

Sharpeville symboliserer faren for afstumpethed, blandt de, der nyder fordel af forskelsbehandling, men med de sidste to årtiers historie om demokrati og forsoning i Sydafrika er årsdagen for massakren også blevet et symbol på, at vores verden – for at slutte med at citere fortalen til Sydafrikas forfatning siden 1996 – en skøn dag vil »tilhøre alle, som bor her«.