Hvad var UDF?

UDF står for United Democratic Front (Den forenede demokratiske front). I 1983 fandt fagforeningerne, beboerbevægelserne, de studerende, kvindebevægelserne og alle andre i Sydafrika, der var imod apartheid sammen, og stiftede den fælles bevægelse, UDF. Det var bl.a. kampen mod indførslen af et særligt parlament for farvede og et for indere, der fungerede som et samlingspunkt for de forskellige bevægelser. Regeringen forsøgte, at dele modstanderne ved at give de farvede og inderne nogle privileger, men fortsat at holde de sorte udenfor politisk indflydelse. Det blev en kæmpe fiasko. Valgdeltagelsen var uhyre lav, og i stedet for at splitte apartheidmodstanderne, førte det dem nærmere sammen.

UDFs styrke var bevægelsens evne til at opbygge en meget stærk tradition for græsrodsdemokrati. Når så mange mennesker for så mange forskellige dele af et samfund skal samles i en fælles front, så er der meget, der skal diskuteres, før de kan blive enige. Og der blev diskuteret, skrevet referater og diskuteret igen til den store guldmedalje. I dag kan det nye Sydafrika høste frugten af denne indsats. En hele generation blev skolet i denne form for demokrati, og de er nu fundamentet i opbygningen af det demokratiske Sydafrika.

UDFs formål var at gøre landet umuligt at regere, og det lykkedes til fulde. Men det var en voldsom kamp og den havde mange ofre, især i de sorte townships, hvor de sydafrikanske militær og politi jagtede UDF-aktivister døgnet rundt. Også blandt de hvide i Sydafrika voksede modstanden mod apartheid. Mange unge mænd gik i eksil, fordi de nægtede at aftjene deres værnepligt i det Sydafrikanske militær. De blev støttet af kampagnen "End the conscription campaign" (Stop værnepligten-kampagnen). På universiteterne fandt både sorte og hvide unge et relativt fristed, og der blev produceret sange, plakater, bannere med mere imod apartheid. Materialet blev spredt rundt i Sydafrika igennem illegale netværk.

Midt i 80erne forsøgte apartheidstyret stadig at holde befolkningen nede gennem indførslen af undtagelsestilstande, og fængslinger og tortur. Alligevel lod modstanderne sig ikke stoppe. Tværtimod voksede fronten dag for dag. Efterhånden var selv det sydafrikanske erhvervsliv imod apartheid. Sydafrikanske mediefolk arbejdede i ly af de udenlandske journalister med at dokumentere apartheidregimets fremfærd, og mange videobånd blev smuglet ud af landet og nåede på den måde frem til tv-stationer i hele verden. Disse tv-billeder var med til at styrke den internationale anti-apartheidbevægelse, og dermed voksede også det internationale pres mod apartheid-styret i Sydafrika.