Hvem var P. W. Botha?

Pieter Willem Botha blev født i 1916 i Paul Roux i Sydafrika.

Efter endt skolegang læste han jura i tre år på University of Orange Free State. Han fik dog ingen eksamen. I stedet forfulgte han sine politiske ambitioner, og flyttede til Cape Town, hvor han arbejdede som partiorganisator for Nationalistpartiet. Da partiet i 1948 fik regeringsmagten kom han i parlamentet.

I 1958 blev han udpeget til vice-indenrigsminister, og i perioden fra 1961 til 1980 fungerede han bl.a. som erhvervsminister, minister for de farvedes anliggender og forsvarsminister. Han efterfulgte B. J. Vorster som premierminister i 1978. I 1984 blev han valgt til statspræsident af et udvalg af de hvidt-dominerede parlament.

P.W. Bothas regeringstid i Sydafrika var præget af både det interne oprør mod apartheid, der blev ledet af bl.a. de studerende og fagbevægelsen, og krige mod nabolandene. Internt i Sydafrika prøvede Botha at dæmme op for modstanden gennem en række "reformer". Hans regering gav for eksempel nogle af hjemlandene (der ikke blev anerkendt af andre lande end Sydafrika) deres "uafhængighed" og et nyt trekammer parlament for hvide, farvede og indere blev indført i 1983.

Mozambiques, Zimbabwes og Angolas nye sorte regeringer var en torn i øjet på Botha. Disse lande støttede de sorte sydafrikaneres kamp og den kamp som de sorte i South West African People's Organization (SWAPO) kæmpede for selvstændiggørelsen af Namibia.

Botha sendte det sydafrikanske militær på raids ind i nabolandene på jagt efter anti-apartheid aktivister. (se afsnittet om Sydafrikas krig i nabolandene)

På trods af at Bothas politik bidrog til at opretholde de hvides privileger, mødte han modstand indenfor Nationalistpartiets egne rækker, og i 1982 gik en del af højrefløjen i protest. De oprettede i stedet Det Konservative Parti.

P.W. Botha blev syg i 1989, og han gik derefter med til at nedlægge sit hverv som leder af Nationalistpartiet, men det var først, da nogle af medlemmerne i hans regering for alvor sagde fra, at han gik med til at overlade præsidentposten til F. W. De Klerk.