Hvorfor var vi imod apartheid?

Solidaritet mellem identifikation og ideal.
Morten og Mandela

Se dokumentaren Morten og Mandela, om Afrika Kontakts rolle i kampen mod apartheid.

Dette er forordet til bogen "Aktivister mod Apartheid - Dansk solidaritet med Sydafrika" der udkom i 2004. ISBN nummer: 87-988289-3-2

Skrevet i Maj år 2004 af Gorm Gunnarsen, Patrick Mac Manus, Morten Nielsen og Kathrine Toftkær Larney

Staten har længe anset udenrigspolitik for en sfære, der lå uden for almindelige menneskers fatteevne og indflydelse. I 1943 skred den danske regerings fastlagte udenrigspolitik. Hensynet til den folkelige opinion overtrumfede kortsigtede hensyn til eksporterhverv og en fremmed besættelsesmagt. Regeringen opgav det udenrigspolitiske samarbejde med Tyskland. Blandt argumenterne for kampen mod den herskende udenrigspolitiske linje under besættelsen var både solidaritet med andre undertrykte folk, og et ideal om lige rettigheder for alle mennesker uanset deres hudfarve eller nationalitet. Identifikationen med de folk, som sloges for deres frihed, og det antifascistiske lighedsideal, stod som to bærende elementer i den internationalistiske strømning i modstandsbevægelsen.

Denne strømning fik massiv tilslutning blandt ungdommen i efterkrigsårene. Helteskikkelser som Gandhi, Ben Bella og King, og deres kamp mod det hvide overherredømme i britisk, fransk og amerikansk udformning, blev en bærende fortælling for efterkrigsgenerationens internationalisme.

Det var dette grundlag, som aktiveredes, da presserapporterne fra Sharpeville-massakren nåede Danmark i foråret 1960. Omkring 1960 stod det klart for mange i efterkrigsgenerationen, at kolonialisme og apartheid var bygget på de elitære idealer, som også ledte til fascismen.

Identifikationen med et undertrykt folk var måske ikke tilstrækkeligt til at skabe grundlag for politisk engagement. For dem, der kastede sig ind i solidaritetsarbejdet i 1960’erne og frem, var mødet med sorte modstandere af apartheid en central inspirationskilde. Dette engagerende møde var for nogle kulturelt formidlet. Den danskproducerede film Dilemma fra 1961 og 1980’ernes musical- og teaterforestillinger med AMANDLA-truppen fæstnede sig på nethinder og i øregange. Også nyhedsdækningen af begivenheder som Soweto-oprøret 1976, mordet på Steve Biko i 1977 og undtagelsestilstanden i 1986 har gjort indtryk. En vrede over overgrebene på medmennesker udløste en identifikation med dem, som gjorde modstand. Denne identifikation satte sig særlige spor hos de mennesker, som greb til handlinger, der kunne støtte de kæmpende sydafrikanere. Aktivisme har det med at binde folk fastere til den identifikation, som startede engagementet.

Da Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA) blev stiftet, var spørgsmålet om hvem, man støttede, helt centralt. Blandt de forskellige modstandsorganisationer, som forsøgte at finde international opbakning, valgte LSA at støtte African National Congress (ANC). Afstanden mellem den danske aktivist og den sydafrikanske undergrund var stor. LSA havde ikke mange muligheder for at handle på grundlag af kontakter i selve Sydafrika. Målet var at finde en vej, hvor både sydafrikaner og dansker kunne stræbe mod det samme mål. Der var ikke altid lige nær kontakt, så identifikationen med ANC eller bestemte andre grupper af sydafrikanske apartheidmodstandere spillede stærkt med. Desmond Tutus danmarksbesøg i 1979 var i høj grad med til at give kravet om sanktioner vind i sejlene. I det daglige arbejde kom LSA til at bygge på kontakter til ANC’s eksilapparat. Det blev nemmere med disse kontakter, da ANC i januar 1985 vurderede, at der var tilstrækkelig opbakning til, at bevægelsen kunne oprette et kontor i Danmark. LSA holdt ugentlige møder med ANC’s repræsentation for at koordinere samarbejdet. Meget af LSA’s virksomhed handlede derpå om at koordinere ANC-kontorets finansiering, så byrden blev jævnt fordelt på de fagforeninger og fonde, der kunne tænkes at støtte.

De virkemidler, som solidaritetsbevægelsen valgte, spillede sammen med identifikationen i større eller mindre grad. Især pengeindsamlinger krævede identifikation. Det kunne indimellem være lidt svært at vinde forståelse for, at bidrag, der var tiltænkt Sydafrikas kæmpende folk, blev brugt på at indfri ANC-kontorets ambitioner om at hævde en status, der var ligeværdig med staters diplomatiske missioner. Men ANC-kontorets drift var bestemt ikke nogen enkel sag i starten. I de første år skulle hver enkelt rejse til ANC’s hovedkontor finansieres gennem tilskud fra fagforeninger. Da South African Congress of Trade Unions (SACTU) også oprettede en mission, blev det endnu sværere for LSA at finde finansiering for egne kampagner, fordi fagforeningerne naturligt valgte at prioritere støtten til kontorhold og personale til ANC og SACTU, før støtten til det hjemlige kampagnearbejde blev overvejet.

Tilstedeværelsen af legitime repræsentanter for den sydafrikanske modstandskamp var overordnet en meget stor fordel for solidaritetsarbejdets gennemslagskraft i medierne. Det var dog også en anledning til tilbageslag, at repræsentanter for ANC og SACTU ikke altid forvaltede den dybe omsorgsfuldhed, som mange aktivister følte for organisationens danskboende medlemmer, på en måde, der gavnede kampen mod apartheid. Det kunne være frustrerende at se, hvorledes repræsentationerne købte meget dyre møbler for indsamlede midler. Hvad værre var, at nogle af de eksilerede mænd opførte sig følelsesmæssigt og seksuelt uansvarligt i deres omgang med forelskede eller trøstende aktivister. Det ledte til voldsomme personlige spændinger og til hiv-smitte.

Identifikationen med Sydafrikas kæmpende folk brugtes som det primære afsæt i argumentationen for indsamlingerne i slutningen af 1970’erne. Denne identifikation lignede ikke helt den, som gav grundlaget for det officielle Danmarks støtte til apartheids ofre. Det officielle Danmark ville i 1960’erne kun støtte ofre for apartheid, fordi identifikationen med ofre var mindre kontroversiel end identifikationen med aktive mennesker, der ikke lagde afstand til sabotage og væbnet kamp. Dermed blev logikken, at aktive mennesker helst skulle være ofre, før de kunne modtage den officielle støtte.
Den støtte, som LSA samlede ind til, søgte et balancepunkt, hvor revolutionsromantikken ikke fik fuldstændigt overtag, ved at foranstalte indsamlinger til ANC og SACTU’s illegale presse. De europæiske pengestrømme, der gik til ANC og andre skabte også et afhængighedsforhold og en form for taknemmelighedsgæld. Påmindelser om denne gæld udnyttes nu af de stater, hvor solidaritetsbevægelserne skabte pengestrømme til ANC, for at fremme disse staters egen eksport og udenrigspolitiske målsætninger. Det svenske udenrigsministerium brugte for eksempel en stor konference i 1999 om de nordiske bidrag til kampen mod apartheid som led i et succesfuldt fremstød for at sælge jagerfly.

Identifikationen med ANC og befrielsesbevægelsen South West African Peoples Organisation (SWAPO) i Namibia kom på en prøve, da det i 1988-1989 stod klart for mange danske aktivister, at der i nogle af ANC’s og SWAPO’s lejre i Angola og Zambia var foregået uhyrlige overgreb på menneskerettighederne. Enkelte aktivister benægtede, men mange andre forstod, at medlemskab af ANC’s ledelse ikke entydigt betød, at man var en helt. Hvis identifikationen med ANC på dette tidspunkt havde været grænseløs, så ville LSA have måttet vælge mellem benægtelse eller nedlæggelse. Men der lå mere til grund for LSA end ren og skær identifikation med ANC; først og fremmest spørgsmålet om retfærdighed, og det gjorde det muligt at drive kampen videre.

Med arbejdet for at stoppe Danmarks økonomiske samkvem med Sydafrika havde bevægelsen haft behov for at hente argumenter fra forestillinger om en international retsorden og forestillinger om universelle menneskerettigheder. Begrundelsen for, at Danmark burde boykotte Sydafrika blev etableret med et afsæt i et almenmenneskeligt lighedsideal, hvis institutionaliserede krænkelse var af en aldeles uantagelig karakter i den særegne sydafrikanske samfundsorden. Det var en radikalt demokratisk argumentation for retfærdighed, som trængte igennem og overbeviste midten i dansk politik om nødvendigheden af at ophøre med at støtte apartheid. Det var ikke argumentet om, at det ville støtte ANC’s kamp. Selvfølgelig var ANC’s politiske program et program for mere demokrati, og det blev det i endnu højere grad i løbet af 1980’erne, hvor demokratiske midler og mål blev samlingspunkt for en stadig bredere folkelig bevægelse i Sydafrika. I 1989 var det den meget klare Harare-deklaration, som skabte et sæt klare kriterier for retningen i en fremtidig forhandlingsløsning mellem ANC og apartheidstaten – og vel egentlig også for ANC’s integration i rollen som det statsbærende parti. Allerede på det tidspunkt advarede LSA’s blad AMANDLA mod, at identifikationen med ANC kunne lede til identifikation med en stat. Det ville være skidt for Sydafrika, hvis de folkelige organisationer i landet blev reduceret til ANC’s instrumenter til at bemægtige sig den politiske magt.

Blot et halvt år senere i midten af 1990 ophørte ANC-kontoret i Danmark med at basere sig på LSA’s aktivister og bidrag fra venstrefløjen, da Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsens Internationale Forum begyndte at yde direkte bidrag til kontorets aktiviteter. ANC kontoret i Danmark ophørte dermed med at have LSA som sin primære venskabskreds.
Forventningen om, at LSA og senere Sydafrika Kontakt skulle stille op og lade være med at stille op i henhold til ANC’s opfattelse fortsatte imidlertid også i tiden efter 1994.

I forbindelse med Præsident Mandelas danmarksbesøg i 1999 ville Sydafrika Kontakt organisere en fredelig og lovlig protest mod, at Sydafrika fortsat blev afkrævet renter og afdrag på den gæld, der indstiftedes for at opretholde apartheid. Denne aktion blev målrettet modarbejdet af Sydafrikas ambassadør, der havde været ANC-repræsentant i 1980’erne, gennem langvarige og intime kontakter med alle medlemmer i omkring Sydafrika Kontakts ledelse, som herefter oplevede den største indbyrdes konflikt i mange år. Debatten efter dette forsøg på at bestemme Sydafrika Kontakts linje har ledt til en klarere identifikation med ikke-statslige organisationer, der kæmper for mere demokrati og mere social lighed.

De erfaringer i solidaritetsarbejde, som er gjort af Sydafrikasolidariteten, kan opsummeres i fire hovedpunkter. For det første må solidaritet bygge på både identifikation og universelle idealer. Uden identifikation ville bevægelsen være uden hjerte. Uden idealer ville den være uden hjerne. Begge dele er nødvendige for at være sit eget menneske og sin egen bevægelse, der kan sige fra, når det er nødvendigt. For det andet er det nok ikke muligt at bygge en græsrodsbevægelses solidaritet op på forbindelser med en stat. Ikke-statslige organisationer skaber et bedre partnerskab for menneskerettigheder og lighed end stater, der overalt i verden ønsker at være fri for folkelig indblanding i fastlæggelsen af udenrigspolitikken. For det tredje kan det sandsynliggøres, at Sydafrikasolidariteten blev særligt slagkraftig, fordi den byggede på danskeres engagement og fastholdt, at dansk var arbejdssproget. Solidariteten kunne gennemtænkes som et indslag i den danske politiske debat med fuld anvendelse af de virkemidler og argumenter, som en dansk referenceramme muliggør. Sydafrikanere deltog i komiteernes arbejde og gav inspiration, men kampagnerne blev ikke vedtaget og varetaget af eksil-sydafrikanere.

Og endelig, som det fjerde, har Sydafrikasolidariteten oplevet forskellen mellem tiden før og efter faxen og e-mailen. Inden det blev muligt at være i daglig og intim forbindelse med kampfællerne i Sydafrika, var solidariteten nødt til på centralistisk og langsigtet vis at hægte sig på en bestemt eksilorganisation, der så udlagde den politiske virkelighed i Sydafrika. Vi har oplevet, hvorledes denne eksil-organisation har overtaget den sydafrikanske stat og har svært ved at høre folkekravet om et opgør med den stigende fattigdom i landet. Vores gamle loyalitet med ANC er dermed blevet omsat til et dagligt samarbejde med ikke-statslige organisationer, der i Sydafrika kæmper for de fattiges adgang til medicin, vand, det europæiske marked og ordentligt politi. Deres kamp kan fremmes fra Danmark. Den er også vores kamp.