Kirkens rolle

De kristne kirker spillede en stor, men absolut ikke entydig rolle i Sydafrika under apartheid. Nogle kirker deltog som meget aktive medspillere i opdelingen af befolkningen efter race i alle livets forhold. Andre kirker støttede helhjertet kampen mod apartheid.

Størstedelen af den sydafrikanske befolkning betragter sig selv som kristne, og de fleste har et tættere forhold til deres kirke, end størstedelen af den danske befolkning. Der findes en lang række forskellige kristne kirkesamfund i Sydafrika. Den mest fremtrædende pro-apartheid kirke var den hollandsk-reformerte kirke. Det er landets ældste kristne kirkesamfund, grundlagt af de hollændere, der ankom til Cape Town i 1662.

I de første 120 år var denne kirke faktisk åben for alle, både sorte, hvide og børn af blandede ægteskaber; den gruppe, der senere blev klassificeret som "de farvede".

Omkring 1880 følte hollænderne, eller afrikaanerne som de også kaldte sig truede af englænderne i Sydafrika, og i et forsøg på at forsvare deres egne position oprettede de et parti kun for hvide afrikaanere: Afrikaaner Bond, og året efter adskilte de deres kirkesamfund. Den hollandsk-reformerte kirke kom derefter til at bestå af fire kirkesamfund: et for hvide, et for farvede, et for indere og et for sorte.

Der skulle gå mere end 100 år før denne opdeling blev ophævet, og først i 1998 tog den hollandske reformerte kirke officielt afstand fra apartheid. I løbet af 1800-tallet ankom mange missionærer, både anglikanske og katolske til Sydafrika. Ligesom andre steder i verden, for eksempel i Latinamerika, var nogle af præsterne næsten revolutionære. Deres tro på at alle mennesker er lige for Gud bød dem at kæmpe mod uretfærdighed, hvor den end mødte den. Andre præster var mere konservative. De var stærkt prægede af den koloniale tankegang. Man mente at den europæiske civilisation var nået til et højere udviklingstrin end alle andre folkeslag. En meget arrogant og enøjet holdning, men ikke ualmindelig på det tidspunkt. Disse præster så det som deres opgave at omvende "de indfødte", men selv de omvendte blev ikke betragtet som ligeværdige mennesker.

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet opstod desuden en lang række afrikanske kristne kirker. De blev oprettet af sorte præster, der var opvokset med missionærernes kristendom, men som nu skabte deres egne kirkesamfund. Disse kirke er i dag de største kristne kirkesamfund i Sydafrika. 

Selv om mange af kirkerne i Sydafrika egentlig var imod den raceopdeling, der fandt sted gennem indførslen af diverse love, for eksempel jordloven i 1913, og imod apartheid, da det blev indført officielt i 1948, protesterede kirkens folk ikke særligt højlydt. Der var dog en præst, der ikke ville holde mund. Han hed Trevor Huddleston. Han talte åbenlyst magthaverne midt imod, og i 1955 deltog han i Folkets Kongres, hvor Frihedserklæringen blev vedtaget. 

I 1957 indførte apartheidregeringen tvungen raceadskillelse i alle kirker. Nu reagerede den anglikanske kirke. Den ville acceptere dette påbud, men i praksis gjorde tvangsforflyttelserne det svært at holde de blandede menigheder samlet.

I 1968 dannede en lang række kirker Det Sydafrikanske Kirkeråd. Det var dette råd, der blev biskop Desmund Tutus platform, da han blev leder af det i 1978. Herfra voksede en voldsom religiøs protest mod apartheid, der var svær at tackle for en regering, der var vant til at beskylde alle modstandere mod apartheid for at være kommunister.

Selv om apartheid er afskaffet ved lov, og sandheds- og forsoningsprocessen officielt er afsluttet er de kristne kirker i
Sydafrika stadig meget aktive i den offentlige debat. Det Sydafrikanske Kirkeråd er en af ANC-regeringens skrappeste kritikere på vegne af Sydafrikas mest udsatte gruppe, de fattige, de syge, børnene, kvinderne etc. Ved årsmødet i år 2000 kritiserede Kirkerådets nye leder, Biskop Mvume Dandala, for eksempel ANCs økonomiske politik, for ikke at tage hul på nogle langsigtede løsninger på Sydafrikas store fattigdomsproblem.

Videoen "Beyers - en afrikaaner taler ud" er et portræt af præsten Beyers Naudé. Han voksede op i en fremtrædende afrikaaner-familie og blev præst i den hvide hollandsk-reformerte kirke. Men trods sin priviligerede baggrund kunne Beyers ikke forlige sig med apartheidsystemet og i 1963 forlod han den hollandsk-reformerte kirke, og gik i stedet ind i kampen mod apartheid. Hans base var Det Kristne Institut, som han selv grundlagde. Senere blev han også leder af Det Sydafrikanske Kirkeråd. I perioden 1977 til 1984 levede Beyers Naudé som bandlyst, dvs. i husarrest, og uden ret til at kommunikere med mere end en person ad gangen og uden ret til blive citeret, trykt eller på anden måde kommunikere med et større publikum.

Videoen kan lånes af alle gennem biblioteket. Skoler, organisationer og institutioner kan desuden købe videoen hos Det Danske Filminstitut.