Krig mod nabolandene

For de nye regeringer, der kom til magten efter uafhængigheden i Sydafrikas nabolande - dvs. Mozambique, Zimbabwe, Zambia, Tanzania, Botswana, Angola og til sidst Namibia - var apartheidstyret en fjende. Lesotho og Swaziland regnedes også for nabolande, selv om de begge var omkranset af Sydafrika til alle sider. De sydafrikanske hjemlande regnedes til gengæld ikke med til nabolandene, da de ikke blev anerkendt af andre end Sydafrika selv, og desuden var etableret af den sydafrikanske regering. 

De lande, der lå lige op til Sydafrika, blev kaldt frontliniestaterne, og det var ikke uden grund. Grænserne mellem de nye selvstændige afrikanske lande og Sydafrika var en frontlinie i den militære kamp mellem apartheidregimet og dets modstandere i og udenfor Sydafrika.

Sydafrika havde hjulpet hvide mindretalsregeringer, som for eksempel Ian Smiths apartheidstyre i det tidligere Rhodesia (nu Zimbabwe) med at beholde magten så længe som muligt. Og da de nye sorte regeringer - for eksempel ZANU-PF regeringen i Zimbabwe, ledet af Robert Mugabe og Frelimo-regeringen i Mozambique, ledet af Samora Marchel - fik magten, gjorde Sydafrikas regering hvad den kunne for at gøre livet besværligt for dem. 

Sydafrikas apartheidstyre opfattede på sin side de nye afrikanske selvstændige regeringer som en trussel mod Sydafrikas sikkerhed og som et kommunistisk forsøg på at overtage hele det afrikanske kontinent.

Flere af Sydafrikas nabolande støttede en af de to befrielsesbevægelser, ANC og PAC. Disse fik lov til at have deres militærbaser i nabolandene, og i løbet af årene opstod store flygtningelejre. På grund af deres aktive støtte til befrielsesbevægelserne udsatte Sydafrika sine nabolande for mange militære angreb. Broer, jernbaner, elmaster og ikke mindste tilhængere af ANC var hovedmålene for det sydafrikanske militær. Ledende personer i ANC og PAC blev udsat for bombeattentater , og ANC og PACs flygtningelejre blev udsat for mange sydafrikanske angreb. ANCs flygtningelejre og militære lejre blev i første omgang etableret i Tanzania, men senere også i Mozambique, Zambia, Angola, Lesotho og Swaziland. Ved at huse flygtninge og ANC-guerillaer blev disse lande opfattet som en fjende af Sydafrika. 

Derfor forsøgte Sydafrikas regering at bekæmpe regeringerne i disse lande. Sydafrika støttede for eksempel oprørsbevægelser som Renamo i Mozambique med penge, militær materiel og træning. Resultatet var, at hele det sydlige Afrika var i en form for krigstilstand i gennem 70erne og 80erne. For Sydafrikas nabolande betød det, at deres muligheder for at opbygge deres samfund efter befrielsen blev stærkt begrænsede. I Mozambique og Angola udbrød der borgerkrig mellem regeringerne og de sydafrikansk støttede oprørsbevægelser, Renamo og UNITA.