Kvindernes kamp

De fleste mennesker har hørt om Nelson Mandela, Desmond Tutu og Steve Biko i forbindelse med mediernes omtale af kampen mod apartheid i Sydafrika igennem årerne. Udover Winnie Mandela er det ikke mange kvindenavne, der har fået lige så stor mediedækning. Men det betyder ikke, at kvinderne ikke deltog i modstanden mod apartheidstyret. Langt fra.  I videoen "Tal til mig søstre!" af Maj Wechselmann kan du møde mere end 25 af de tusinder af kvinder, der kæmpede i forreste række i kampen mod apartheid Her kan du læse om nogle af de kvinder, der medvirker i filmen. 

Ray Alexander, født Rachel Alexandrovitj, er en sydafrikansk legende. I 1940'erne og 50'erne var hun med til at oprette seks fagforeninger for sydafrikanere af alle hudfarver. Hun kæmpede konsekvent mod indførelsen af apartheid, og i 1954 blev hun valgt til parlamentet. Straks efter erklærede myndighederne hende for "banned", dvs. bandlyst. Hun fik forbud mod at deltage i møder og mod at ytre sig offentligt. Det forhindrede hende dog ikke i at fortsætte kampen mod systemet, indtil jorden brændte under hende og hun rejste i eksil med sin familie. I 1990 vendte hun tilbage til Sydafrika og blev modtaget med hyldest af bl.a. Nelson Mandela, der netop var blevet løsladt fra fængslet.

I filmen fortæller hun om sit arbejde: "Vi organiserede Jernbane- og Havnearbejderforbundet. Forbund for laboratorieansatte, fabriksarbejdere, metalarbejdere, vaskeriarbejdere og arbejdere i fødevareindustrien". Om eksilet siger hun: "Jeg kan ikke beskrive for dig, hvor meget vi begge har grædt. Når børnene ikke var her, holdt vi hinanden i hånden og græd, fordi vi måtte forlade Sydafrika". "De Klerk (sidste præsident under apartheid) bekendtgjorde, at bandlysningen af de politiske partier ANC og PAC var ophævet. Alle kunne vende tilbage. "Lad os tage det første fly", sagde jeg".

Sheena Duncan blev politisk aktiv i kvindeorganisationen Black Sash i 1950'erne. Black Sash blev dannet i 1955 i protest mod at den farvede befolkning fik frataget deres stemmeret. Frem til 1994 var Black Sash en magtfuld stemme mod apartheid, ikke mindst fordi mange hvide kvinder var aktive i foreningen. I 1997 fik Black Sash forbud mod at demonstrere, og koncentrerede sig i stigende grad om juridisk hjælp til sorte kvinder, der var kommet i klemme i apartheid lovene. I dag kæmper Black Sash mod fattigdom, og kritiserer regeringens økonomiske politik at øge presset på Sydafrikas fattige. Sheena Duncan er fortsat aktiv i arbejdet i Black Sash. I 1987 blev Black Sash' hovedkontor bombet. Sheena Duncan fortæller:"Jeg tændte for radioen og hørte, at mit kontor var røget i luften. "Det er jo mit kontor!" Kontoret lå i stuen og endte nede i kælderen. vi mistede en masse materiale".

Maud Mfusi, under apartheid flygtede hun til udlandet, hvor hun gennemgik militær træning og blev officer i ANC's væbnede fløj, MK. I dag er hun oberst i det sydafrikanske forsvar (SADF), som efter 1994 blev sammensat af soldater fra det gamle sydafrikanske forsvar og fra MK. Om den væbnede kamp fortæller hun i filmen: "Når man skal trænes i at håndtere et våben, og man aldrig har prøvet det før, gør det en ret nervøs. Men samtidig er den en god fornemmelse, at man nu kan dræbe sin fjende. Det er det opløftende ved det. At nu kan jeg bruge et våben og dræbe min fjende". 

Norma Mfkto India er medlem af ANC og blev efter 1994 leder af kommunestyret i Cape Town. Hun kom ind i apartheidmodstanden via de lokale netværk og beboerorganisationer, som spredte sig over Sydafrika i 1970'erne og 1980'erne. Om det siger hun i filmen: "Regeringen byggede ikke boliger eller betalte anstændige lønninger. Det vigtigste var at skaffe til dagen og vejen. I Vest-Cape startede vi så Kvindernes Fællesorganisation... Da kvinderne sluttede sig sammen, udfordrede de politikerne".

Senere mistede hun en søn, der døde i fængslet, og hendes første reaktion på apartheids fald var at græde over alle dem, der var døde for "noget så selvfølgeligt". Om sit politiske engagement siger hun: Jeg blev involveret i politik pga. situationen i Sydafrika. Havde jeg levet i et andet land, havde jeg været en glad og naiv husmor. Men nu er jeg altså...Jeg er fuldt optaget af at omforme mit land. Hvis det er politik, så er jeg politiker".

Thandi Shazi blev aktiv i apartheidmodstanden under massemobiliseringen i 1970'erne og 1980'erne. Siden skoleeleverne i Soweto demonstrerede mod den ringe undervisning i 1976, stod børnene og de unge i frontlinien i kampen mod autoriteterne. Børn og unge blev skudt, fængslet eller flygtede til nabolandene. De militante unge spillede en afgørende rolle i kampen for apartheid, men mange af dem har senere betalt en høj pris, fordi de aldrig fik en uddannelse og dermed har svært ved at komme frem i nutidens Sydafrika. Om kampen fortæller Thandi Shazi i filmen:
"Vi bar ammunition inde under skørterne. patroner og håndgranater osv. De kropsvisiterede mændene, men lod kvinderne gå". Om forfølgelsen: "De begyndte at slå mig, og min mor sagde: "Hvis I vil dræbe hende, så gør det et andet sted, og vis mig liget senere. Jeg kan ikke se på, at I dræber min datter". 

Preggs (Pregaluxmi) Govender blev aktiv i apartheidmodstanden i 1980'erne, hvor landets universiteter i høj grad fungerede som udklækningsanstalter for systemkritikere. Efter sine studier blev hun selv underviser på University of Western Cape, en universitet oprindeligt bygget for "farvede" studerende og i dag stadig en af Sydafrikas venstreorienterede højborge. Hun er medlem af ANC, og siden 1994 har hun været medlem af Sydafrikas parlament. Om kampen på universitetet fortæller hun: "Sikkerhedsstyrkerne kom ned ad trappen med nogle store maskinpistoler eller hvad det var for våben. De fik alle til at sætte sig ned. Jeg var lærer, og det var meget nemt at gøre soldaterne usikre. jeg går ud fra, at vi udstrålede en form for tåbelig autoritet, og det skræmte dem".

"Tal til mig søstre!" kan lånes af alle gennem biblioteket. Skoler, organisationer og institutioner kan desuden købe videoen hos Det Danske Filminstitut.