Sydafrika før apartheid

Hvornår mennesker begyndte at bo i Sydafrika, ved man ikke med bestemthed. Men man har fundet fund efter mennesker, der kan dateres mange 100.000 år tilbage, hvilket gør det til nogle af de tidligste fund af mennesker i verden. Disse mennesker var Sanfolket, der var jægere og samlere. Navnet San betyder netop "samler føde". Deres tro og verdensopfattelse kan man se på de malerier, de har malet i klippehuler rundt omkring i Sydafrika. Indtil for 2.000-4.000 år siden var Sanfolket ene om at bo i Sydafrika. På det tidspunkt dukkede KhoiKhoi folket op, som var agerdyrkere, kvægholdere og, ligesom Sanfolket, jægere. Fra nord kom i det første årtusind efter Kristi fødsel bantu-talende befolkningsgrupper. De bantu-talende folk kombinerede agerbrug med kvæghold, og deres samfund blev mere og mere politisk organiserede. De blev også stærkere rent håndværksmæssigt og derfor blev San- og Khoikhoifolkene økonomisk presset ud.

I 1488 så de første hvide mennesker Sydafrika. Det var portugiseren Bartholomeu Dias, der var sejlet dertil i håb om at finde en søvej til Indien. På det tidspunkt hvor de første hvide dukkede op på Sydafrikas kyster regner man med, at der boede op mod 2 millioner mennesker i landet. Da det gik op for de øvrige europæiske søfartsnationer England, Frankrig, Holland også Danmark, at det var muligt at komme til Asien ad denne vej, blev Sydafrika et vigtigt sted for anskaffelse af proviant. Det var hollænderne, som var tidens største søfartsnation, der for alvor begyndte at bygge en forsyningsstation på Sydafrikas kyst. Hollænderne gav byen navnet Kapstaden (Cape Town). I starten var denne by kun tiltænkt som forsyningsstation og ikke for bosættelse. Men det dejlige klima fik mange til at bosætte sig i området.

Da KhoiKhoi folket ikke altid var interesseret i at sælge deres kvæg til hollændernes forsyningsstation, begyndte hollænderne selv at oprette landbrug. Man begyndte at importere slaver fra andre dele af Afrika og Østen, da Khoikhoi folket heller ikke ville arbejde på hollændernes farme. Senere dukkede franske og tyske huguenotter op på flugt fra religøst forfølgelse i Europa. De lagde grunden til den sydafrikanske vinproduktion.

Som antallet af europæere steg, blev der også brug for mere land. Europæerne måtte derfor ind i landet, hvor de i 1700 tallet støtte på Xhosaerne. Trods forhandlinger mellem de to grupper omkring grænsedragninger fulgte en række blodige sammenstød i en periode på 100 år. Xhosaerne kaldte disse krige for frihedskrigene, mens hollænderne nu kendt under navnet "boere" kaldte krigene for "kaffir-krigene". Det var ikke kun boere, at Xhosaerne havde problemer med. Englænderne havde erobret Kapstaden i 1795, der i 1806 formelt blev en britisk koloni. Op igennem det meste af 1800-tallet kæmpedes der flere krige mod englændernes erobringstogter.

Englændernes overtagelse af Kapstaden var på mange måder boerne imod. De brød sig ikke om englændernes relative moderne og liberale styre og blev dybt chokerede, da englænderne forbød handel af slaver i 1808. Inde i landet forsøgte boere at alliere sig med Xhosaer i kampen mod englænderne. For at øge det engelske islæt i Sydafrika, iværksatte England en større udvandring af bosættere til Sydafrika. Konflikten mellem boere og englændere toppede i 1833, hvor slaveriet blev ophævet og frigivne slaver fik samme rettigheder som andre. Det blev for meget for boerne. I 1835 startede de "Det Store Trek" hvor henimod 14.000 boere drog af sted i oksekærrer fra, som de sagde: "det frugtbare land, hvor vi er født".

Det var ikke kun boere, som måtte tage af sted. Nord på havde en lille Zulu-stamme under ledelse af Shaka Zulu fra 1815 udviklet sig til en stormagt. Shaka Zulu havde udviklet nye strategier at føre krig på. Man regner med, at 1 millioner mennesker døde under Shaka Zulus fremfærd. De grupper, der ikke blev udslettet ,tog flugten. Tiden er kendt under navnet Mfekane, den store urotid. Da boerne kom til Zulu-land i slutningen af 1830'erne lokkede Shaka Zulus efterfølger Dingane boerne i baghold og 300 boere blev dræbt. Boerne tog hævn kort efter, da 3.000 Zuluer blev dræbt ved et slag, hvor Zuluernes talmæssige overlegenhed blev mødt med boernes moderne våben i form af geværer. Mange af de døende zulukrigere sprang i floden, der dermed fik navn Bloodriver, Blodfloden. Boerne fejrer hvert år denne begivenhed som helligdag d. 16 december.

Zulu-land blev i 1879 annekteret af briterne efter hårde kampe. Fra 1860 begyndte englænderne at importere indiske kontraktarbejdere til sukkerplantagerne i Natal. Natal var erobret af englænderne i 1843. Indiske handelsmænd fulgte efter, og der var omkring 10.000 indere i Sydafrika i 1875. I 1893 ankom advokaten Ghandi fra Indien til Durban. Det var i Sydafrika han grundlagde sin passiv modstand-bevægelse, som han blev verdenskendt og beundret for især, da han vendte tilbage til Indien. Fra midten af 1860'erne begyndte man at finde store fund af guld og diamanter, hvilket dannede grund for store industriselskaber baseret på billig afrikansk arbejdskraft. Uenighed mellem britiske kapitalinteresser og boerrepublikkerne førte til flere væbnede konflikter, der mundede ud i Boerkrigen fra 1899-1902, hvorunder englænderne dræbte 25.000 og holdt mere end 200.000 afrikanere, boere og allierede til boerne i koncentrationslejre. Året inden Boer-krigen havde boerne besejret Venda, det sidste selvstændige sorte kongedømme i Sydafrika.

I 1910 blev Sydafrika samlet med status under det britiske imperium. Med oprettelsen af den Sydafrikanske Union under hvidt magtmonopol dannedes der i løbet af nogle år forskellige politiske modbevægelser. ANC (African National Congress) i 1912 som den første politiske organisation for frie sorte, og i 1914 Nationalistpartiet med baggrund i anti-britisk og racistisk politik. En jordlov året forinden, i 1913, bestemte hvor sorte måtte eje jord, hvilket kun svarede til 7% af landet.

Nationalistpartiet gjorde apartheid til hovedpunktet i valgkampen i 1948 og fik flertal i parlamentet. Dette åbnede op for, at millioner af sorte blev tvangsflyttet til bantustans (reservater) over de næste to årtier. Raceadskillelsespolitikken fik store konsekvenser på de fleste område inden for sundhed, uddannelse, samfærdsel og forbud mod blandede ægteskaber. I 1952 fandt ANC og Indiske Kongres sammen i Trodskampagnen under passiv modstand aktioner. Ved demonstrationer i Sharpville i 1960 begyndte politiet at skyde folk ned og ANC blev forbudt som parti. Da Sydafrika året efter udråbte sig til republik, blev det også startskuddet til, at ANCs væbnede fløj udførte deres første aktioner.