Ung under apartheid

Uddannelsessystemet i Sydafrika var ligesom resten af samfundet organiseret efter apartheidprincipper. Opsplitningen af undervisning efter race var ikke kun fysisk, den var også økonomisk. Tildelingen til den enkelte hvide elev var mange gange større end til den sorte.

Undervisning af sorte var derfor præget af mangel på alting, mens der ikke blev sparet på noget, når det gjaldt uddannelsen af de hvide børn.

De sortes skole
Fra 1953 skulle sorte børn deltage i "bantu undervisning". Ideen med bantu-undervisning var at give de sorte børn lige præcis den undervisning, der var nødvendig for at de kunne fungere som arbejdsstyrke for manuelt arbejde og intet andet.

I visse distrikter fandtes velfungerende missionsskoler for sorte. De blev lukket. I disse distrikter gik op mod 100 % af de sorte i skole, mens det kun var en tredjedel i hele Sydafrika. For de sorte var et eksamensbevis ikke en naturlig følge af skolegangen. Langt over halvdelen forlod skolen uden eksamen. Det var (og er) heller ikke nemt, at være sort elev i en klasse, hvor 50 elever skal deles om en lærere.

Samtidig var lærerenes muligheder for at give en god og pædagogisk undervisning blevet begrænset af de umulige fysiske forhold. De fleste lærere i de sorte skoler havde desuden ikke selv bestået en afgangsprøve fra 10 klasse. Derudover manglede de fleste sorte skoler bøger, stole og borde. Bygningerne var i ekstrem dårlig stand, hvad enten det handlede om døre, vinduer eller toiletter. Eleverne var stuvet sammen i for små lokaler, og faglokaler var et ukendt begreb. De almene livsvilkår hos de sorte elever spillede naturligvis også ind.

Overbefolkning og underernæring var udbredte fænomener, og begge dele er ikke særligt befordrende for børns evne til at lære. Lang vej til skole og familiens behov for den ekstra indtjening som børnenes arbejde kunne indbringe betød også et tidligt farvel til skolen for mange børns vedkommende. Endelig mistede mange børn og unge mange år af deres uddannelse, mens de deltog i kampen mod apartheidsystemet, inkl. systemets elendige uddannelsestilbud, igennem 70'erne og 80'erne.

De hvides skole
Hvide børn og unge fik derimod en "national kristen uddannelse". Her var undervisningen moderne og gratis. Der var en verden til forskel på de to former for uddannelse, både hvad angik indhold, niveau og rammerne hvorunder undervisningen foregik.

Næsten 100% af alle hvide fik en eksamen. Det var ikke så mærkeligt, for lærerne i de hvide skoler kunne nøjes med at undervise 16-20 elever per klasse. Desuden var de hvide lærere seminaruddannelse, og skolerne for de hvide børn havde alle de moderne faciliteter, der kendes fra danske skoler, og flere til. Faglokaler og svømmebassiner var ikke ualmindelige og bøger var en selvfølge.

Det nye uddannelsessystem
Det var en kæmpe opgave som ANC-regeringen stod overfor efter valget i 1994. De sorte skoler var slidte, og der var store forskelle fra skole til skole og i de forskellige provinser. Der er derfor udarbejdet en uddannelsesreform med det formål at give alle børn uanset hudfarve lige adgang og muligheder for grunduddannelse.

Det er dog stadig ikke lykkedes at gennemføre denne plan. De hvide børn går for hovedpartens vedkommende sammen med en lille gruppe af overklassebørn fra sorte familier på private eller halv-private skoler, hvor der er elevbetaling. Betalingen er så stor, at ingen fattige sorte børns forældre har råd til at sende dem på privat skole. ANC-regeringen har desuden måttet fyre tusindvis af skolelærere for at spare penge på statsbudgettet. Resultatet er, at det stadig kun er under halvdelen af de sorte børn, der består afgangseksamen. Den sydafrikanske regering har dog også startet mange skolebyggerier, især på landet, hvor kun et fåtal af børene gik i skole under apartheid.